Professor Jesper Wengel fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci har været med til at udgive en artikel i den prestigefyldte journal Science. Artiklen handler om, at naturens valg af DNA som arvemateriale ikke var en uundgåelig følge af den kemiske struktur af DNA.
Jesper Wengels forskning handler om syntetiske genetiske polymerer. Disse er fremstillet kemisk, så de har en anden struktur end naturens eget genetiske materiale DNA. De syntetiske materialer kaldes XNA, og det demonstreres i artiklen, at de i princippet kan kode for arvelige egenskaber og bidrage til evolution, akkurat som DNA kan. Resultaterne viser derfor, at naturens valg af DNA som arvemateriale ikke var en uundgåelig følge af den kemiske struktur af DNA, men at andre forhold også spillede ind, f.eks. tilgængelighed og/eller funktionelle egenskaber.
På længere sigt er perspektiverne i XNA-forskningen at opbygge kunstige biologiske systemer, der vil kunne designes til at bidrage til velfærd og sundhed uden at medføre risiko for naturen, samt udvikling af nye typer lægemidler.
Artiklen er et resultat af forskningssamarbejde mellem Medical Research Council (Cambridge), Katholieke Universiteit (Leuven), Arizona State University (Tempe) og Nucleic Acid Center ved Syddansk Universitet, hvor Jesper Wengel er centerleder. Ved SDU har forskningen hovedsageligt været støttet af bevillinger fra Danmarks Grundforskningsfond og EU.
20.04.2012
Back to the news list