Menu

Akademiet for talentfulde unge

Hvad er Akademiet for Talentfulde Unge?

Akademiet for Talentfulde Unge – også kaldet ATU - er for dig, der er i gang med en gymnasial uddannelse og som drømmer om en akademisk karriere.

ATU er et frivilligt to-årigt program, hvor du ud over din normale undervisning på gymnasiet bl.a. deltager i seminarier på universitetet, summercamps og virksomhedsbesøg sammen med andre unge, der også brænder for en akademisk fremtid.

Målet med programmet er at give dig med akademisk potentiale udfordringer, der opkvalificerer dit daglige arbejde, styrker din studiekompetence og leder dig frem til en videregående uddannelse. Udover faglige og studiemæssige kompetencer får du også mulighed for lære andre unge med samme interesser som dig selv at kende.

Det tilbyder SDU dig som ungt talent

SDU arbejder sammen med Akademiet Syd og Akademiet Øst om at fortælle Akademiets talenter om de muligheder, der eksisterer for studier på SDU. I løbet af de to år, programmet løber, introduceres du som deltager til livet som universitetsstuderende via temaer om fx:

  • akademisk tankegang og metode
  • akademisk formidling
  • akademisk fordybelse
  • akademisk arbejde.

Og for dig, der bare ikke kan få nok uni, er der også mulighed for at deltage i frivillige arrangementer på de enkelte fakulteter. Det kan fx være studievejledende seminarer eller praktiske workshops, som går i dybden med specifikke emner og udfordrer dig fagligt.

Derudover tilbyder Akademiet i samarbejde med SDU dig som deltagende talent at blive tilknyttet en mentor, som er en aktiv studerende. På den måde får du insider informationer om studielivet - fagligt og socialt – indenfor den retning, du selv overvejer at gå.

Hvordan bliver du en del af Akademiet for Talentfulde Unge?

Akademiet optager hvert år nye elever på programmet.

Hvis du gerne vil optages på akademiet, skal du søge om optagelse via dit gymnasium. Kontakt din lærer eller din rektor.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies