Skip to main content
DA / EN

Lær computere og robotter at tænke

Begrebet kunstig intelligens (AI, artificial intelligence) bliver brugt om maskiner, der løser selvstændige opgaver, som det ellers kræver en hjerne at udføre. Det er ikke en fremtidsvision, men allerede en del af vores hverdag. Når Netflix foreslår en ny serie til dig, eller når en drone afsøger et område for invasive planter, sker det ved hjælp af kunstig intelligens.

Flere forskellige begreber hører under kunstig intelligens. Det kan for eksempel være maskinlæring, hvor en algoritme i en maskine analyserer data, som kan bruges til at forudsige hændelser i den virkelige verden. Kunstig intelligens er også et vigtig aspekt af robotteknologi, da det dækker over teknologien, der bruges til at designe og styre robotter. Det er et mål for kunstig intelligens at lære maskiner, computere og robotter at tænke, lære og træffe beslutninger.

Når du læser på bacheloruddannelsen i Kunstig intelligens på SDU, lærer du at udvikle og anvende de forskellige værktøjer, som er en del af feltet. Du får viden om, hvordan man arbejder med viden, information og software, og du får indsigt i, hvordan man anvender kunstig intelligens til at løse virkelige problemer og opgaver.

I løbet af din uddannelse har du kurser i optimering, maskinlæring, logik, programmering, algoritmer, matematik og etik. På flere kurser møder du folk fra virksomheder, som bruger kunstig intelligens, og du samarbejder med dem om projektopgaver.

Du behøver ikke kunne programmere, når du starter på uddannelsen. Du skal have interesse i at lære det, ligesom du skal have flair for at tænke logisk og matematisk.

Sammenlignet med bacheloruddannelsen i Datalogi har bacheloruddannelsen i Kunstig intelligens mere fokus på teori, udvikling og anvendelse af kunstig intelligens end på klassiske datalogiske emner.

Med en bachelor i kunstig intelligens har du kompetencer, som allerede nu er efterspurgte i virksomheder og organisationer i Danmark og udlandet. Brugen af kunstig intelligens breder sig til flere og flere brancher, og du kan derfor regne med en høj grad af jobsikkerhed.

Læs mere om dine fremtidsmuligheder

Derfor skal du læse...

  • Når du læser Kunstig intelligens på SDU, får du en uddannelse på specialistniveau inden for et felt i hastig udvikling, og med din uddannelse og viden kan du være med til at præge udviklingen.
  • Du befinder du dig tæt på Nordeuropas største klynge af it- og robotvirksomheder. Det er derfor forholdsvis let at få et relevant studiejob. Samtidig giver det dig gode jobmuligheder, når du er færdig med din uddannelse.
  • Dine undervisere på Institut for Matematik og Datalogi er i høj grad tilgængelige med hjælp og vejledning til dine opgaver og projekter.

Uddannelsen giver ret til den akademiske titel bachelor (BSc) i kunstig intelligens.