Skip to main content
DA / EN

navnenyt

Erfaren overlæge fra Høreklinikken bliver professor i audiologi på SDU

Støj og høretab samt korrekt brug af hjælpemidler er i fokus, når Jesper Hvass Schmidt forsker til gavn for musikere specifikt og befolkningen generelt.

Af Marianne Lie Becker, , 21-03-2024

Jesper Hvass Schmidt (49), er udnævnt til klinisk professor på SDU inden for audiologi; fagområdet for øre-næse-halssygdomme, der beskæftiger sig med hørelse.

Jesper Hvass Schmidt er uddannet læge fra Syddansk Universitet i 2002 og er senere blevet speciallæge i øre-næse-halssygdomme i 2013. Siden speciallægeanerkendelsen i 2013 har Jesper Hvass Schmidt været ansat på øre-næse-hals/høreklinikken på Odense Universitetshospital, og fra 2016 som overlæge samme sted. Sideløbende med funktionen som overlæge har Jesper Hvass Schmidt været tilknyttet Syddansk Universitet som klinisk lektor, hvor han underviser i hørelse og balancesygdomme på kandidatuddannelserne i Medicin og Audiologi.

Jesper Hvass Schmidt har en ph.d.-grad fra Syddansk Universitet, som han forsvarede i 2011. Emnet for ph.d.-afhandlingen var høretab og høreproblemer hos klassiske symfoniorkestermusikere i Danmark. Arbejdet med høreskader hos musikere førte efter speciallægeeuddannelsen videre til arbejdet med hørenedsættelser og implementering af forskningsresultater i det kliniske arbejde , hvor Jesper Hvass Schmidt var med til at opstarte Klinik for Musikersundhed, der er et tilbud på Odense Universitetshospital til professionelle musikere.

Forskningen er i høj grad centreret om støj, der kan være både høreskadende og ikke høreskadende, som mulig risikofaktor for hørelse og udvikling af sygdomme som demens. Jesper Hvass Schmidt har udgivet en række forskningsartikler inden for disse emner. Med udgangspunkt i forskningen i musikeres høreskader, har den efterfølgende og igangværende forskning også omhandlet konsekvenser af støjbetinget høretab og tinnitus i relation til udbyttet af høreapparater.

Patienters udbytte af høreapparater og cochlear implants er ligeledes centrale områder for den kliniske forskning i høresygdomme på Odense Universitetshospital og SDU. En stor del af denne forskning er sket igennem et stort nationalt samarbejdsprojekt mellem universiteter, hospitaler og industri, the Better Hearing Rehabilitation Study (BEAR) og aktuelt også igennem det igangværende User-operated Audiometry (UAud) projekt, hvor Jesper Hvass Schmidt er ansvarlig for projektet på Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet, hvor han også vejleder ph.d. studerende og andre forskere tilknytte projektet.

UAud giver patienter mulighed for at lave en høreprøve selv og dermed få en lettere vej til en høreundersøgelse og høreapparat. For at forbedre patienternes forhold og udbytte af behandling med høreapparater og cochlear implants har innovation og etablering af nye testmetoder og behandling været en central motivationsfaktor for drivkraften bag forskningsprojekter og udviklingen af behandlings- og undersøgelsesmuligheder.

Om Jesper Hvass Schmidt

Privat er Jesper Hvass Schmidt gift, har to børn og bosiddende i Odense. Fritiden bruges på løb, børnenes fritidsinteresser, samvær med familie og venner, afslapning i sommerhus og gerne oplevelser af kulturel, historisk eller gastronomisk karakter. Ferierne går gerne til Norge for at stå på ski, samt oftest Sydeuropa eller fjernere rejsemål, hvor der gerne skal være mulighed for at opleve natur eller historisk interessante steder.

Mød forskeren

Jesper Hvass Schmidt er udnævnt til klinisk professor på SDU inden for audiologi. Privat er Jesper Hvass Schmidt gift, har to børn og bosiddende i Odense.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 21.03.2024