Menu

Hvor længe varer naturlig sorg?

Her ville det være rart hvis der fandtes et enkelt svar, men faktum er at Cullbergs (1992) forslag om, at sorg forløber i forudsigelige faser, der altid kommer i samme rækkefølge og at det almindeligvis tager cirka ½ år før den efterladte har tilpasset sig sin nye livssituation og er kommet gennem sorgen er en teoretisk forståelse af hvordan sorg kan være. Så simpelt er det ikke i virkeligheden. Der er meget store individuelle forskelle i sorgforløb, og ofte vil sorgen fylde meget i flere år efter tabet.
Følgende eksempel, hvor en far fortæller om tabet af sin 10-årige datter, kan illustrere hvordan naturligt sorg kan forløbe, samt hvordan sorgen over tid bevæger sig fra mest at være i det tabsorienterede spor og sorgens følelser til mest at være i det genindførelsesesorienterede og det liv der er tilbage at leve.

"Det første år efter Jannies død var ubeskriveligt hårdt. Det føltes, som der sad et vildt dyr i ens krop og bare rev og flåede i ens sjæl i en uendelighed, med sine skarpe kløer og tænder. De første svære uger tænkte jeg flere gange, at havde det ikke været for vor søn Mads’ skyld, som jeg selvfølgelig elsker lige så højt, og som jeg har pligt til og ansvar for at give en tryg og god barndom, så havde jeg taget mit eget liv. Så dybt var savnet over at miste min dejlige datter….. ´Her i dag to et halvt år efter min datters død synes jeg trods alt, at jeg har et godt liv. Jeg har lært utroligt meget af denne oplevelse at miste en datter, men det gør ondt at tænke på, at det skulle være på den måde det skulle læres. Jeg ser mit liv i et helt andet perspektiv end før alt dette."
(Madsen, Kristiansen & Olesen, 2001, s. 257 og 258).

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies