Menu

0 - 2 år: Små børns krisereaktioner

”Han stak omgående i et dyrisk angst skrig, kastede sig i armene på den nærmeste af os, og stivnede i armene på os med vildt bankende hjerte. Der sad han så som i koma i en halv time med stift blik, før vi fik ham til at reagere på os og smile lidt af verden igen.Han reagerer nu panisk, når han hører en lastbil, der dytter på gaden, og i går smed han sig på jorden og skreg uhæmmet, da en dame i nærheden bippede med sin centrallås. Han tør ikke længere selv gå ud i gangen, hvor alarmen kom fra."
- Mor til dreng på 1½ år (Citat fra netsundhedsplejersken.dk)


Foto: colourbox.dk

Forskning i børns krisereaktioner har hidtil været begrænset. Diagnosen posttraumatisk stress er ikke tilpasset børns udtryksform, da den kræver, at den kriseramte selv kan beskrive sine symptomer. De senere år har en række forskere dog sat fokus på udviklingen af vurderingsredskaber, som i højere grad beror på symptomer, der er observérbare for forældre og professionelle. Psykotraumatologisk Forskningsenhed har ligeledes udviklet et redskab til børn ned til 6 år, som via tegneserieagtige billeder gør det muligt for børnene at give udtryk for deres symptomer.

Nedenfor kan du læse om de normale krisereaktioner hos 0-2-årige børn.
Reaktionerne afhænger af barnets alder, udviklingstrin og den traumatske hændelse - der kan derfor forekomme reaktioner, som ikke er nævnt i nedenstående oversigt, ligesom barnet ikke nødvendigvis har alle reaktionerme. Der er lagt vægt på reaktioner, som kan observeres af forældre og andre voksne, som er tæt på barnet.

Almindelig reaktioner

Når et lille barn oplever en voldsom hændelse reagerer det instinktivt med gråd og rædsel. Det er ikke ualmindeligt, at barnet stivner af skræk - det er barnets chokreaktion på at være fanget i en farlig situation (Marx et al., 2008). Selvom det kan virke skræmmende, er det en normal reaktion, som er forbigående.
Det lille barns forståelse af situationen er meget begrænset; dels kan det orientere sig efter de sanseindtryk det får (en høj lyd, et hårdt ryk i bilen, en kraftig lugt af røg, smerter osv.) som signalerer fare og dels dets forældres reaktion.
Små børn støtter sig meget op ad deres forældres ansigtsudtryk og kropssprog. Bemærk, at barnet endnu ikke kan adskille sine egne følelser fra andres følelser - er forældrene bange, bliver barnet også bange.

I tiden efter hændelsen, vil spædbarnet typisk:

  • Være irritabelt, grædende og/eller aggressivt.
  • Have behov for megen fysisk nærhed, f.eks. græde hvis det ikke er i favn.
  • Ændre spisevaner/appetit.
  • Ændre søvnrytme og/eller være svært at få til at sove, vågne hyppigere om natten.
  • Virke nervøst, være på vagt og let blive forskrækket.
  • Protestere mod ting, det før kunne lide, f.eks. at blive puslet, ligge på ryggen, være i bad og lignende.
  • Gå lidt tilbage i sin udvikling, f.eks. stoppe med at trille eller stoppe med at kravle.

Det lidt ældre barn reagerer typisk:

  • Ved at klamre sig til forældrene, græde eller pylre ofte.
  • få raserianfald og/eller slå, nive og bide.
  • Ændre spisevaner/appetit.
  • Ændresøvnrytme, nogle nægter at sove, har mareridt eller vågner hyppigt om natten.
  • Vende tilbage til adfærd, det ellers var vokset eller vænnet fra, f.eks. sutte på tommelfinger, græde efter sutteflaske eller bryst, tale babysprog osv.
  • Være ukoncentreret og rastløs i sin leg.
  • Være trodsigt og protestere mod ting det før kunne lide, f.eks. at få børstet tænder, være i bad eller lignende.

 

 

 

 

 

 

 

 
Foto: colourbox.dk

Barnet vil ofte blive voldsomt angst, når det genoplever synsindtryk, lyde, dufte eller kropslige fornemmelser, som det oplevede i situationen.
Et barn, som f.eks. har været involveret i et biluheld, vil måske protestere voldsomt, når det sættes i autostolen eller fastspændes i barnevognen.
Nogle gange er angsten knyttet til noget bestemt, andre gange generaliseres den.

Hvornår skal man søge hjælp?

De fleste små børn som i øvrigt er trygge, glade børn, vil komme sig over en enkeltstående, traumatisk hændelse. For nogle kan efterreaktioner dog være langvarige - søg derfor professionel vejledning eller behandling, hvis barnet ikke har fået det væsentlig bedre inden for en måned.                        

Virker barnet trist, fjern, uinteresseret i at lege, er det tavst og svært at få til at smile, bør man kontakte sin læge, sundhedsplejerske eller kommune og bede om professionel hjælp fra en børnepsykolog.

Små børn kan endnu ikke formulere deres følelser og erindringer i ord, derfor er det særligt vigtigt at lytte til sin mavefornemmelse, hvis man føler at barnet mistrives.

OBS: Er dit barn blevet ældre end 2 år? Se næste alderstrin her.

Denne side er udarbejdet med inspiration fra:

  • Red Barnet
  • U.S. Department of State - Children´s Reaction to Trauma.
  • New Yourk State Education Department - Crisis Counseling Guide
  • National Organisation for Victim Assistance - Reactions of Children and Adolescents to Trauma.
  • Center for Traume- og Torturoverlevere Region Syddanmark

 

 

 

 

 

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies