Menu

Hvad er Psykotraumatologi

Psykotraumatologi er et psykologisk fagområde, som beskæftiger sig med forebyggelse, behandling og forskning i:

  • De situationer, der traumatiserer mennesker.
  • De efterreaktioner, der opstår når et menneske har været udsat for en traumatisk hændelse. 
    Hertil knytter sig lidelsen posttraumatisk stressforstyrrelse.

Historien bag psykotraumatologien går langt tilbage, for selvom udtrykket er relativt nyt, er selve fænomenet  natrligvis gammelt; voldsomme livstruende begivenheder har altid fundet sted. Klassiske beskrivelser af de psykologiske eftervirkninger af livstruende situationer går tilbage til 1666, hvor Samuel Pepy beskrev sine psykologiske symptomer efter at have overværet den store brand i London. I dette århundrede har en lang række livstruende situationer givet navn til en række posttraumatiske lidelser: granatchok (fra 1. verdenskrig), kz-syndrom (holocaustoverlevende), krigsneurose (fra slagmarken), krigssejlersyndrom (2. verdenskrig), ulykkesneurose, Vietnam-syndrom, voldtægtstraumesyndrom, og mange flere.

I 1960´erne voksede en arbejdsform frem i USA, som blev kaldt krisepsykologi. Grundidéen var, at man ved at være støttende i korte perioder på kritiske tidspunkter kunne forhindre, at krisereaktionerne udviklede sig til vedvarende lidelser. Disse tanker, som blev sammenfattet af Gerald Caplan, fik stor udbredelse og nåede Skandinavien via den svenske psykiater Johan Cullberg (1934-), som skrev bogen Krise og udvikling. Krisepsykologien har betydet, at flere forskellige faggrupper fik øjnene op for værdien af tidlig og målrettet intervention.

Posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD)

Frem til 1980´erne antog man, at en krise havde et ensartet fase-forløb og ensartede virkninger på alle, uanset begivenhedernes forskellige art. Efter et grundigt forarbejde nåede man i USA frem til at foreslå en diagnose, der blev kaldt ´post traumatic stress disorder´ (PTSD), og som tog udgangspunkt i, at personen havde oplevet en voldsom hændelse, som kunne fremkalde betydningsfulde symptomer på belastning hos næsten enhver. Dette normative stressorkriterie blev ændret i 1994 til et subjektiv stresskriterie, der lægger vægt på, at personen har reageret med stor frygt eller hjælpeløshed i forbindelse med at have overværet en livstruende begivenhed, eller mødt en trussel mod egen eller andres fysiske integritet. I WHO´s diagnosesystem (ICD-10), som bruges i Danmark, kaldes PTSD for posttraumatisk belastningsreaktion. Her har man valgt at fastholde det normative stressorkriterie.

Diagnosekriterier i DSM-IV

Diagnosekriterier i ICD-10

Livstidsforekomst af PTSD er undersøgt i to nationale studier, en amerikansk og en dansk. Den amerikanske National Comorbidity Survey (1995 og 2005) fandt en livstidsforekomst på 7-8 %. Den danske undersøgelse (2007), som henvendte sig til 8. klasses skoleelever, fandt en livstidsforekomst på 9%.

Hvad er krisehjælp?

Begrebet krisehjælp anvendes ofte i medierne om akut psykologhjælp og det er blevet en almindelig forventning, at myndighederne tilkalder krisepsykologer inden for få timer efter en traumatiserende begivenhed. I realiteten udbydes psykologisk krisehjælp dog oftest som et længerevarende behandlingsforløb efter henvisning fra egen læge.

Et behandlingsforløb tager afsæt i en grundig vurdering af personens symptomer, og hvert behandlingsforløb er derfor individuelt tilpasset det unikke symptombillede. Behandlingen er et følelsesmæssigt krævende arbejde, men med tiden kan de fleste symptomer blive afhjulpet og hændelsen vil blive en integreret del af personens livshistorie.

Hvis den udløsende begivenhed har berørt en større gruppe personer på en arbejdsplads (f.eks. et bankrøveri), kan man anvende psykologisk debriefing, som er en interventionsform, hvor man kollektivt bearbejder hændelsen ved i en rundeform med en stram styring segmentvist at gennemgå deltagernes handlinger, tanker, sanseindtryk og følelser.

Ved større katastrofer iværksættes ofte mange forskellige, samtidige interventioner for at opfange og dække de mange behov for information, rådgivning og behandling, der findes hos de overlevende, efterladte og øvrigt berørte. Efter eksplosionsulykken på Lindø i 1994 var der således ti forskellige interventioner. I sådanne situationer taler man om krisestyring, dvs. planlægning, koordinering og ledelse af den samlede indsats.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies