Menu

SDU Supercomputer Challenge bygger bro til virkeligheden

- og de studerende elsker det!

38 studerende fra både Naturvidenskabeligt, Teknisk, Humanistisk og Samfundsvidenskabeligt Fakultet skrev sig op til at løse 5 forskellige problemer fra virkeligheden i SDU Supercomputer Challenge. Efter Workshop 2 er 30 studerende tilbage, fordelt på 9 forskellige grupper og 3 forskellige fakulteter.

 

Udfordringen var klar fra starten: Løs et problem, som en virksomhed med masser af dygtige ansatte ikke selv har kunnet løse! Og der er for resten ingen garanti for, at der faktisk findes en løsning.

 

38 studerende i 10 grupper stod klar til at tage imod udfordringen, da Workshop 1 i SDU Supercomputer Challenge blev afholdt i marts med en problemmesse. Siden har de diskuteret med virksomhederne, taget kurser i programmering og knoklet i grupperne for at skabe en model til løsning af hver deres problem. Og torsdag den 11. maj stod de endnu engang klar ved en messe – denne gang en løsningsmesse – for at præsentere deres problemløsningsmodeller for et kritisk dommerpanel (Claudio Pica, Jørgen Bang-Jensen, Rolf Fagerberg, Michele Della Morte, Marco Chiarandini and Ralf Zimmermann) og andre interesserede.

 

Glade dommere og studerende

Overdommer og Centerleder Claudio Pica blev positivt overrasket over niveauet blandt de studerende:

 

- They were all on the right track. It was quite surprising, given how hard the problems are, fortalte han efter messen, hvor han netop havde givet den glædelige meddelelse, at alle 9 fremmødte grupper med i alt 30 deltagere var gået videre til næste fase.

 

- The companies have also been happy with the proposed solutions, so we are quite proud of our students. I think many of them have a good chance to improve on the state of the arts and make a difference for these companies. And this is really the point of the SDU Supercomputer Challenge.

 

Men Claudio Pica var ikke den eneste glade deltager i Workshop 2’s løsningsmesse. Også de studerende er begejstrede – både for at gå videre og for overhovedet at få muligheden for at deltage.

 

Matematikerne Nicklas, Kasper og Thomas synes, det er svært at arbejde med virkelige problemer, men de sætter pris på at blive præsenteret for udfordringer, der ikke er konstruerede alene for at lære dem at arbejde med bestemte værktøjer. Og så har de en opfordring til deres medstuderende:

 

- Grib muligheden! Denne konkurrence er det tætteste, vi har været på en praktik- eller projektmulighed på Matematik, så alle, der ønsker praktisk erfaring, burde være med.

 

Hårdt arbejde før semifinalen

Men selv om de studerende er glade for at være med, kommer de ikke sovende til resultaterne. Den 24. august er der semifinale, og til den tid skal de kunne præsentere et program, der er klar til at køre på SDU’s supercomputer, ABACUS 2.0.

 

Nu gælder det derfor om at få afklaret de sidste tvivlspørgsmål med virksomhederne og udnytte vejledere og studenterprogrammører bedst muligt, inden alle forsvinder på ferie i juli og august.

 

Ved semifinalen vurderer dommerne, hvilke løsninger der kan køre på ABACUS 2.0. De bedst egnede tilbydes derefter køretid i løbet af efteråret, og den 15. november er der så finale. Her præsenterer grupperne deres indsats og resultater ved en eksamenslignende forelæsning, og dommerne vurderer, hvilke grupper der har frembragt de bedste løsninger. Der vælges 3 vindergrupper der hver præmieres med kr. 25.000 til deling mellem de studerende - og mindst én virksomhed får løst et problem fra verden uden for universitetet.

Tilbage til aktuelt

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies