Mads Bruun Ingstrup indtræder i regionalt dialogforum
Centerleder Mads Bruun Ingstrup fra Center for Bæredygtig Erhvervsfremme, SDU indtrådte pr. 1. januar 2023 i det strategiske dialogforum i Trekantområdet Danmark. Han afløser institutleder Marianne Wolff Lundholt også fra SDU.
Trekantområdet er Danmarks produktionscentrum med mere end 40.000 industrijobs. Det skyldes ikke mindst et tæt triple-helix samarbejde mellem kommuner, erhvervsliv og videns- og uddannelsesinstitutioner. Det strategiske dialogforum er omdrejningspunktet for dette samarbejde og har til formål at understøtte udviklingen i industriens konkurrencekraft, udtaler direktør Morten Rettig, Trekantområdet Danmark.
Dialogforummet har 11 medlemmer, heraf 2 borgmestre, 5 virksomhedsrepræsentanter samt 4 repræsentanter fra det regionale supportøkosystem. Mads Bruun Ingstrup vil i dialogforummet repræsentere videns- og uddannelsesinstitutionerne.
I den forbindelse udtaler Mads Bruun Ingstrup at han glæder sig til at bidrage til den fortsatte udvikling af Trekantområdet, særligt med fokus på hvordan den viden som skabes og den arbejdskraft som uddannes kommer ud og virke. Han siger: ”Vi kan med fordel i endnu højere grad blive bedre til at koble forskning og uddannelse til erhvervslivet og den anden vej rundt således vi bliver den region i Danmark, som har de absolut stærkeste videnbroer til gavn for erhvervsliv, studerende, forskere og bosætning.”