Menu

Udenlandsk praktik - sådan gør du

 Selvom du overvejer at tage et studiesemester i udlandet på dit 5 semester, kan du sagtens overveje international praktik. På den måde, kan du opholde dig et helt år i udlandet gennem dit studie.

Praktikken er minimum 20 uger og starter normalt 1. februar. Hvis der er nationale ferie- eller helligdage i perioden skal du forlænge opholdet tilsvarende. I praktikken følger du virksomhedens normale arbejdstid, og arbejder med de ingeniørrelevante opgaver, som er aftalt og godkendt af din praktikvejleder.

Før du starter planlægningen af international praktik, bør du kende de formelle retningslinjer for ingeniørpraktik. Dem kan du læse om i Praktikkonceptet, som beskriver krav og dokumentation. En mere overordnet information om ingeniørpraktik finder du her og sammen med nedenstående oversigt over praktiske forhold, bliver du klar til at starte planlægningen af dit udenlandske praktikophold.

International praktik - Sådan gør du

Før praktikopholdet

1.  Informationsmøde om praktikophold
I starten af 5 semester arrangerer fakultetet et informationsmøde om ingeniørpraktik og det forventes at alle studerende deltager her. Mødet bliver annonceret forud enten via e-mail eller gennem Blackboard.

2.  Tilmeld din ingeniørpraktik i Student Self-Service
Ligesom for kurser, skal du huske at registrerer din praktik gennem Student Self Service. Deadlines bliver annonceret via e-mail fra uddannelserne.

3.  Find praktikvirksomhed
Det er dit ansvar som studerende, at finde en praktikvirksomhed og uddannelsens praktikkoordinator skal godkende virksomheden. Når det drejer sig om international praktik, kan TEK-Internationalisering guide dig i processen og hjælpe med at finde potentielle virksomheder i udlandet.

4.  Praktik-kontrakten
Når en virksomhed har accepteret dig som praktikant, skal der oprettes en standardkontrakt. Du udfylder basisinformationen samt en kort beskrivelse af de opgaver som du og virksomheden er enige om skal løses i praktikperioden. Når du har oprettet og udfyldt kontrakten, bliver den automatisk sendt til din praktikkoordinator samt virksomheden. Når begge parter har godkendt kontrakten, modtager du en kopi pr. e-mail og vil du efterfølgende få tildelt en praktikvejleder fra uddannelsen. Skal der efterfølgende foretages ændringer i kontrakten kan TEK-KVAL kontaktes.
Start aldrig din praktik såfremt kontrakten ikke er godkendt af universitet og virksomheden!

5.  Legater og fonde
Ansøg om Erasmuslegat hvis praktikken er inden for EU eller internationaliseringspuljen hvis praktikken er oversøisk. I begge tilfælde skal du ansøge via SDU International, når din praktikkontrakt er blevet godkendt og du har modtaget en e-mail herom. Overvej også at søge private legater. De fleste internationale virksomheder støtter praktikanterne økonomisk på forskellig vis, og gør det muligt for studerende at tilbringe et semester i udlandet.

Under praktikopholdet

6.  Aktivitetsplan
Uddannelsens praktikvejleder tager kontakt til dig når praktikken starter. Indenfor de 2 første uger af din praktikperiode, skal du fremsende en aktivitetsplan til praktikvejlederen. Aktivitetsplanen udarbejdes i samarbejde med virksomheden, og skal overordnet beskrive de ingeniørmæssige opgaver, som du skal arbejde med gennem praktikperioden.

7.  Praktik spørgeskema
Halvejs gennem praktikperioden modtager studerende og virksomhed et kort spørgeskema, som afdækker tilfredshed og evt. problemstillinger i praktiksamarbejdet. 

Efter praktikopholdet

8.  Erklæring om gennemførelse af ingeniørpraktik
Ved afslutningen af dit praktikophold, skal du få virksomheden til at udfylde “Erklæring om gennemførelse af ingeniørpraktik”. Den modtager du sammen med kontrakten forud for praktikopholdet. Den udfyldte erklæring afleveres herefter til din praktikvejleder.

9.  Praktik-rapport
Afslutningsvis skal du skrive en rapport over dit praktikophold. Den afleveres til praktikvejlederen senest d. 8. februar / 11. august afhængigt af om praktikken ligger i forår eller efterår. Praktikvejlederen meddeler senere om rapporten er godkendt eller der skal foretages rettelser og tilføjelser. I den forbindelse vil du have en uge før den genafleveres. Spørg praktikvejlederen om rapportens indhold og omfang.

10.  Obligatorisk afsluttende praktikevaluering

Efter praktiksemesteret, vil din praktikvejleder indkalde til afsluttende praktikevalueringsseminar. Det er normalt placeret ca. 3 uger efter semesterstart og det er obligatorisk at deltage. Praktikken vil ikke kunne godkendes, med mindre du deltager i dette seminar.

11.  Godkendelse
På baggrund af “Erklæring om gennemførelse af ingeniørpraktik”, praktikrapport samt deltagelse i det praktikevaluerende seminar, vil praktikken blive evalueret. Resultatet bliver indrapporteret til STADS / eksamenskontoret, senest d. 20. marts / 25. september af praktikvejlederen. 

Husk at undersøge følgende når du skal i international praktik

Brug følgende tjekliste i din planlægning af international praktik:

  1. Hvad med min SU? Tjek www.su.dk.
  2. Fonde og legater. Søg muligheder via internettet eller anskaf “Legathåndbogen”. Gennem det Tekniske Fakultet kan du søge forskellige legater. Se mere her.
  3. Udlej evt. din bolig midlertidigt gennem SDU Boligformidling.
  4. Bolig i udlandet. Spørg praktikvirksomheden, som ofte er behjælpelig med at finde bolig.
  5. Forsikring mod sygdom, ulykke og tyveri. Kontakt dit forsikringsselskab.
  6. Hvilket slags visum skal jeg have? Kontakt ambassaden for det land som du skal opholde dig i. Snak med deres repræsentation i Danmark og hør hvad der skal til. Det kan også være en god ide, at høre om virksomheden kan hjælpe. For Australien og USA kan du forvente længere udstedelsestider end de fleste andre lande.
  7. Vaccinationer og sundhedsmæssige forhold i praktiklandet. Tag kontakt til din læge.
Find praktikvirksomhed i udlandet

Læs mere

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies