Menu

Gang Liu modtager fornem international pris

Lektor Gang Liu fra SDU har modtaget ’The Laudise Toung Researcher Prize”. Prisen får han blandt andet for sit enestående bidrag til forskning inden for industriel økologi.

 Af Sune Holst, suneholst@mci.sdu.dk, 05-07-2017

Det var en overrasket, og ikke mindst stolt Gang Liu, som ved en konference afholdt af International Society for Industrial Ecology i Chicago blev tildelt den prestigefulde Laudise-pris for unge forskere torsdag d. 29. juni. Prisen uddeles hvert andet år til forskere under 36 år, som har udmærket sig inden for industriel økologi.

En stor ære

Industriel økologi omfatter bl.a. studier af materielle kredsløb, som er væsentlige for at forstå, hvordan vore samfund og ikke mindst vore byer udvikler sig, og hvordan vi bedst håndterer vores ressourceforbrug og det økologiske fodaftryk vi afsætter.

- Det var virkelig en stor ære. Industriel økologi er et hurtigt voksende felt, som set fra mit synspunkt, er nøglen til at opnå global bæredygtighed, siger Gang Liu. 

Fuldt fortjent

Mens prisen var en overraskelse for Gang Liu selv, så mener hans kollega hos SDU Life Cycle Engineering, lektor Henrik Wenzel, at den var fuldt fortjent:

- Gang Liu er en fremragende forsker, som er fantastisk dygtig til at etablere og vedligeholde et internationalt netværk. Han publicerer mange artikler og altid i velrenommerede, videnskabelige tidsskrifter.

Henrik Wenzel fortæller videre, at Gang Liu har været dygtig til at øge synligheden af SDU Life Cycle Engineering og trække store EU forskningsprojekter til.

- Vi kan også takke Gang Liu for, at vi nu får yderligere fire dygtige kinesiske PhD-studerende tilknyttet centret. Dem ser vi frem til at få stor glæde af, da de vil være med til at opbygge den viden, som er essentiel for vores center, siger Henrik Wenzel.

Sætter SDU på verdenskortet

Med prisen træder Gang Liu ind i et fornemt selskab af topforskere, som tidligere er blevet tildelt hæderen, og som i dag sidder på professorater rundt om i nogle af verdens mest anerkendte universiteter. Dermed har Gang Liu været med til at bringe Centre for Life Cycle Engineering ved SDU på verdenskortet sammen med velrenommerede universiteter som Yale, Berkeley, Carnegie Mellon University og University of Michigan.

- Vi kan SDU Life Cycle Engineering bidrage med meget inden for feltet industriel økologi og give en holistisk forståelse for de udfordringer vi står over for i forbindelse med global bæredygtighed.

Gang Liu kommer ikke til at hvile på laubærerne. Netop hjemvendt til Odense, har han allerede kastet sig over sin to-do-liste, samt de mange projekter, han er involveret i på SDU Life Cycle Engineering.

Tilbage til aktuelt

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies