Skip to main content

I er nu klar til det næste store skridt

Flaget blafrede foran den frostklædte indgang, da TEK fejrede de ca. 170 nyuddannede ingeniører til Dimissionen d. 26. januar 2013.

”I har hver jeres specielle færdigheder og fagprofiler. Men I har også en masse kompetencer til fælles, der gør, at I som ingeniører er en del af nøglen til løsningen til de store samfundsmæssige udfordringer, vi står over for,” lød det fra dekan Per Michael Johansen, da han talte til de mange forventningsfulde dimittender.

”I bidrager med den nyeste viden inden for jeres fagfelt, og I omsætter gode ideer til reel værdi for virksomhederne i samspil med andre fagområder. Derfor er der virkelig brug for jeres viden, kompetencer og indsats – både i Danmark og resten verden,” sagde dekanen, inden han ønskede de unge mennesker held og lykke fremover.

Rustet til fremtidens udfordringer
Dagens dimittendtale blev holdt af bygningsingeniør Michael Lenius, der også pegede på samfundets udfordringer som en mulighed for at få sat ingeniørkompetencerne i spil.

”Vi er gået igennem en fantastisk udvikling gennem studiet, hvor vi har lært en masse – både i undervisningslokaler, projektrum og i fredagsbaren, hvor vi også har vendt en del faglige problemer,” sagde han og fortsatte:

”Vi har haft mange gode stunder, hvor vi har lært at samarbejde på tværs af faglinjer – fx i forbindelse med Experts In Teams. Det har givet os en god forsmag på, hvad der venter i erhvervslivet,” lød det fra Michael Lenius, før han sluttede med ”Tillykke! I er nu klar til at tage det næste store skridt.”

Job venter forude
En anden af dagens dimittender kunne fejre både diplomet og en fast stilling:

”Jeg har fået job hos en virksomhed, der hedder Gea Process Engineering i Søborg. Her var jeg også i praktik, og efterfølgende har jeg skrevet afgangsprojekt for dem. Jeg skal arbejde som centralplanlægger og skal stå for kapacitet- og ressourcestyring,” fortalte en glad Global Management and Manufacturing-ingeniør, der sammen med en studiekammerat starter hos virksomheden på mandag.

Mere uddannelse
Mikkel Lauridsen, der netop har afsluttet sin Maskiningeniøruddannelse, har valgt at læse videre til civilingeniør i Konstruktionsteknik.

”Konstruktionsuddannelsen bygger oven på det, jeg allerede kan samtidig med, at den byder på nye udfordringer – særligt inden for det tekniske område, som jeg brænder for. Jeg kan godt tænke mig at arbejde som teknisk leder i en større afdeling,” siger Mikkel, der har været glad for at læse til diplomingeniør:

”Det har været spændende, og jeg fået nogle gode udfordringer gennem både fag og projekter. Jeg har især været glad for at arbejde med racerbilen og mit praktikforløb i New Zealand.”

På billedet ses Integreret Design-ingeniør Ida Lund Tast og familie. Se flere billeder på Facebook.

For mere information kontakt
Kommunikationskoordinator Mette Christina Møller Andersen på mcm@tek.sdu.dk

Redaktionen afsluttet: 26.01.2013