Menu

Valg undervejs og din karriere

Studievalg er også karrierevalg

– om kompetencer og kvalifikationer til dit fremtidige job

Dine kompetencer

Nu står du overfor at skulle vælge endnu en gang, og vi vil derfor gerne gøre dig opmærksom på, at de valg, du træffer, også skal sættes i relation til dine ønsker for det arbejdsliv, som følger efter uddannelsen.
Gennem din uddannelse opnår du en række vigtige kompetencer og kvalifikationer. Typisk kan man inddele kompetencer og kvalifikationer i tre typer: de fagspecifikke, de generelt akademiske og de personlige kompetencer og kvalifikationer. Det er kombinationen af de tre typer, der giver dig den helt unikke profil, som du skal bruge, når du ved afslutning af uddannelsen skal til at søge job. Alt efter hvilke jobønsker du har, vil du i jobsøgningen kunne fremhæve den ene type frem for den anden.

Målret din uddannelse

Der er mange måder at målrette sin uddannelse på, og udover valget af tilvalg og kandidatuddannelse kan du med stor fordel benytte dig af mulighederne for at samarbejde med en offentlig eller privat virksomhed eller organisation i løbet af din studietid. En anden oplagt mulighed for at skærpe dine kompetencer og kvalifikationer er at få et relevant studiejob. Erfaringer fra f.eks. studiejob er noget arbejdsgivere ofte lægger stor vægt på, når de skal ansætte nyuddannede. Samtidig kan et relevant studiejob hjælpe dig til at få sat ord på, hvad det er, du kan, vil og er god til. Gennem studiejobbet får du måske indblik i en bestemt branche og overblik over, hvilke krav der stilles til et fremtidigt job. På denne måde vil du lettere kunne kvalificere og tilrettelægge resten af din uddannelse, så du vælger de fag eller uddannelseselementer, der peger i den retning, du ønsker. Valget er dit.

Din unikke profil

Nogle studerende finder det vanskeligt at sætte ord på egne kompetencer og kvalifikationer, fordi ”det er jo bare de ting, jeg kan og er det overhovedet noget særligt?”. Men ja, kombinationen af netop dine uddannelsesvalg giver dig nogle helt specifikke faglige kvalifikationer som sammen med alt det, du i øvrigt kan og ved – dvs. din personlighed, dine interesser, færdigheder og erfaringer fra f.eks. studiejob – giver en helt unik kompetenceprofil, som gør dig til noget særligt i en jobsøgningssituation.

Brug SDU Erhverv

I SDU Erhverv hjælper vi gerne med kompetenceafklaring både undervejs i studiet, og når du er ved at være færdig. Et godt sted at starte er på www.karriereprofil.dk. Du skal blot oprette dig med din sdu-mailadresse, så har du adgang til en række online værktøjer, der f.eks. kan danne udgangspunkt for en samtale med en karrierevejleder, så du bliver klogere på netop din kompetenceprofil. Vi hjælper også gerne med kontakten til erhvervslivet, offentligt såvel som privat, vi har stor viden om arbejdsmarkedet, og vi vejleder bl.a. om jobsøgning både når det gælder jobbet som nyuddannet og det relevante studiejob.

Kontakt SDU Erhverv personligt, telefonisk eller pr. mail.

Vi har kontorer i både Odense, Slagelse, Kolding, Esbjerg og Sønderborg.

Du finder vores kontaktoplysninger, jobbanken mv. her.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies