Menu

Studieskift

Regler for studieskift

Når du søger om studieskift, skal du have bestået fag svarende til hele første år af den uddannelse, du gerne vil skifte til. Ansøgning om studieskift er altså oftest relevant, hvis du skifter mellem bacheloruddannelser, hvor første studieår er ens.

Hvis du ikke har bestået hele første studieår, skal du i stedet søge om optagelse på uddannelsen via www.optagelse.dk. Bliver du optaget på uddannelsen, skal du efterfølgende søge om merit for dine tidligere beståede fag.

Det er en god idé, hvis du på forhånd sammenligner indholdet af din nuværende uddannelse med indholdet af den uddannelse, du vil skifte til. Du kan læse mere om de enkelte uddannelsers opbygning på uddannelsernes sider.

Er du i tvivl, om du kan opnå merit for hele første studieår, så er det en god idé både at søge om almindelig optagelse og om studieskift.

Det er desuden en forudsætning for studieskift, at der er ledige pladser på det studietrin, hvor du skal følge fag.

Sådan søger du
Ansøgningsskemaet

For at søge studieskift skal du udfylde en elektronisk ansøgningsblanket.

Nødvendige bilag

Du skal vedhæfte følgende bilag til din ansøgning, når du søger om at skifte:

  • Karakterudskrift fra din nuværende uddannelse med angivelse af alle eksamensforsøg, herunder dokumentation for tilmeldte fag.
  • Gymnasiebevis eller anden dokumentation for, at du opfylder uddannelsens adgangskrav.
  • Hvis du ikke går på SDU: En bekræftelse på, at du stadig er indskrevet på uddannelsen eller en bekræftelse på, hvornår du blev udmeldt fra uddannelsen, og hvorfor du blev udmeldt.
Ansøgnings- og svarfrister

Ansøgningsfristen er 1. juni for optagelse til studiestart i september og 1. november til studiestart i februar. Hvis uddannelsen ikke er dimensioneret (se nedenfor), kan du søge om at skifte med start i februar eller i september, uafhængig af om uddannelsen ellers har studiestart.

Når du søger inden fristen, får du svar på din ansøgning senest 1. juli/20. december. Svaret sendes til den e-mail, du har oplyst i ansøgningen.

Efter fristen er det stadig muligt at sende en ansøgning. Men hvis du søger efter fristen, kan du først forvente svar tæt på og i visse tilfælde efter studiestart. Husk derfor at søge til tiden. Efter semesterstart er det ikke længere muligt at søge.

Særligt for dimensionerede uddannelser

de dimensionerede uddannelser er der fastlagt et loft for, hvor mange studerende der årligt kan optages. Loftet omfatter både ansøgere, der søger om optagelse på første år af uddannelsen, og dig, der søger skift til et senere uddannelsestrin. Derfor kan du ikke skifte til en dimensioneret uddannelse, hvis alle pladserne er fyldt op i forbindelse med den ordinære optagelse.

Det betyder også, at vi først kan besvare din ansøgning, efter vi har besvaret alle ansøgninger om ordinær optagelse. Når du søger om skift til en dimensioneret bacheloruddannelse, kan du derfor først forvente svar i august måned.

På de dimensionerede uddannelser kan du kun søge skift til studiestart i september.

Spørgsmål

Har du spørgsmål om studieskift, er du meget velkommen til at ringe på 65 50 10 52 eller skrive via kontaktformularen SPOC. Du kan også henvende dig ved studenterservice på Campus Odense.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies