Menu

At turde stå frem og tale

Nervøsitet er normal

På dit studie vil du opleve situationer hvor du skal stå frem og tale for en større forsamling. Nogle af dine studiekammerater vil nyde at blive set og hørt, men de fleste oplever en hvis grad af nervøsitet. Men ofte er det en træningssag, og du vil registrere, at det går bedre, jo mere du øver dig.
Du lærer at leve med eller tackle din nervøsitet – den kommer i baggrunden, og du kan koncentrere dig om det indholdsmæssige.

Når angsten tager kontrol

For nogle kan angsten og frygten blive så overvældende, at de måske afholder sig fra at møde op og deltage, undgår at fremlægge og at udtrykke sig i det hele taget.

Frygten er ofte knyttet til ganske bestemte måder at tænke eller opfatte sig selv på, f.eks.:

  • Jeg er ikke god nok.
  • Jeg er bange for at andre skal se, hvor usikker/dum/nervøs, jeg egentlig er.
  • Jeg vil ikke udsætte mig for kritik, fordi jeg sikkert vil være negativ.
  • Det, jeg har at sige, er uinteressant for andre.
  • Jeg går helt i panik, laver pinlige ting og brænder broer bag mig, så jeg aldrig kan møde op igen.
  • Hvis jeg taler lynhurtigt – uden pauser og næsten uden at trække vejret – får jeg det hurtigt overstået. Så har de næsten ikke opdaget, at jeg har sagt noget.

En ond cirkel

Frygten kan betyde, at tilbageholdenheden bliver selvforstærkende og er med til at bekræfte, at det er "farligt" at udtrykke sig. På den måde får du ikke oplevelsen af, hvor udviklende og bekræftende det også kan være at udtrykke sig. Hvis du har det sådan, er det en ide at prøve at forstå, hvorfor det er sådan.

Hvad kan du gøre

Første skridt på vejen til at turde tale er at forstå, hvad der gør dig tilbageholdende. Er det f.eks.:

  • Fordi du ikke har tilstrækkelig selvtillid generelt?
  • Optræder problemet kun, når du skal sige noget i større forsamlinger?
  • Har der været for lidt lydhørhed i dit liv?
  • Har du haft nogle negative oplevelser i situationer, hvor du havde noget vigtigt på hjertet?
  • Er du blevet mobbet og har haft oplevelsen af, at andre kun er ude på at få dig ned med nakken?

Det er ikke altid nok at kende årsagerne til din tilbageholdenhed. Du har også brug for hjælp til at bryde den onde cirkel, og her må du begynde at øve dig og træne dine færdigheder op.

Næste skridt er at øve dig. Kast dig ud i det, også selv om det ikke føles rart. Hvis du ikke kan få dig selv til at slippe tøjlerne, bør du søge professionel hjælp, f.eks. hos Studenterrådgivningen.

Her kan du også finde forskellige pjecer f.eks. om perfektionisme.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies