Menu

Legater til tre SDU-forskere

Anders Juhl Rasmussen

Anders Juhl Rasmussen modtog 50.000 kr. i tilskud til et studieophold på Columbia University i New York - ved Narrative Medicine Faculty, som er etableret i 2000 og ledet af professor Rita Charon, der er en højt anerkendt forsker indenfor området.

Anders Juhl Rasmussen er bachelor fra SDU i dansk og filosofi og cand.mag. fra Københavns Universitet samt ph.d. i dansk litteratur med afhandlingen Arena-modernisme (Gyldendal, 2012).
I perioden 2012-16 har han redigeret en videnskabelig udgave af Peter Seebergs samlede prosafiktion og skrevet en større afhandling om Seebergs arkiv og værk.
Siden 1. november 2016 er han ansat som postdoc i ’Narrativ medicin’ ved Institut for Kulturvidenskaber på SDU.
Anders Juhl Rasmussen er tilknyttet det Grundforskningsfondsstøttede projekt, Uses of literature: The social dimensions of literature, under ledelse af gæsteprofessor Rita Felski. Hans forskningsprojekt bygger bro mellem Humaniora og Sundhedsvidenskab.

Formålet med opholdet ved Columbia University er at styrke Anders Juhl Rasmussens forskning inden for narrativ medicin ved SDU og at udvikle samarbejdet mellem Columbia University og SDU, hvilket vil gavne universitetets muligheder for at profilere sig inden for dette hastigt voksende felt i Danmark og i Norden.

Thomas Paster

Thomas Paster modtog 45.000 kr. i tilskud til en international workshop, som skal bringe universitetsansatte og såvel nationale som internationale politiske beslutningstagere sammen i en udveksling af faglig og praktisk viden inden for det forskningsfelt, som Thomas Paster beskæftiger sig med.

Thomas Paster er Marie Curie Postdoc Fellow ved Center for Velfærdsstatsforskning på SDU. Han har skrevet ph.d.-afhandling ved European University Institute i Firenze og har tidligere vundet flere priser for sin forskning.

Hans nuværende projekt undersøger effekten af organiserede erhvervsinteresser på politiske reformer siden 1980'erne. Han beskæftiger sig bl.a. med spørgsmålet om, i hvilket omfang reformerne har ført til stigende indkomstulighed, og hvorvidt uligheden kan siges at være resultatet af pres fra de organiserede erhvervsinteresser.

Workshoppen, der er medfinansieret af bl.a. EU-kommissionens Marie Sklodowska Curie Program og Center for Velfærdsstatsforskning, skal efter planen have deltagelse af en række udenlandske aktører, foruden forskere og studerende fra især SDU.

Jakob Vennike Nielsen

Cand.scient., ph.d. Jakob Vennike Nielsen modtog 14.900 kr. i tilskud til et studieophold på University of Oxford.

Jakob Vennike Nielsen er ansat på Institut for Molekylær Medicin og arbejder på et postdoc-projekt, som er støttet af Velux Fonden. Det har til formål at karakterisere, hvordan hjernebarkens synsområder dannes og udvikles under forsterudviklingen og tidligt i livet.

Formålet med studieopholdet er at lære nye neurobiologiske teknikker og at udvikle samarbejde mellem University of Oxford og SDU inden for neurobiologisk forskning.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies