Menu

Merit og dispensation

Merit og dispensation

Hvis du har bestået en eksamen, som ikke er en del af din uddannelse, men som du mener burde kunne erstatte et fag på din uddannelse, kan du søge merit. Er du af den ene eller anden grund kommet i klemme pga. universitetets regler for din uddannelse, kan du i særlige tilfælde søge dispensation.

Merit

Har du gennemført en uddannelse, dele af en uddannelse eller måske blot et enkelt fag, kan du søge om at få faget/fagene godskrevet som led i din nye uddannelse. Det kaldes merit. Det er den enkelte uddannelsesudbyder, dvs. studienævnet for den pågældende uddannelse, som beslutter, om du kan få merit. Hvis du ønsker at søge om merit, bør du derfor søge vejledning hos den faglige vejleder eller studievejlederen for din uddannelse.
Generelt gælder det, at du kan søge om merit, hvis du har bestået eksamen i tilsvarende fag på en anden uddannelse, en anden uddannelsesinstitution eller i udlandet.
Du kan dog ikke få merit for fag fra samme uddannelse, fx hvis et fag eller et fagligt indhold går igen i både dit centrale fag og i dit tilvalg. I det tilfælde skal du kontakte den faglige vejleder for at høre om dine muligheder for fritagelse og valg af andet fag i stedet.

Redegørelse for indhold og omfang

En meritgodkendelse kræver, at alle oplysninger vedrørende faget er tilgængelige for universitetet. Du skal kunne redegøre for, hvor meget kurset eller kurserne tæller i ECTS-point.
Du skal også kunne redegøre for indholdet af kurserne og argumentere for, at det er relevant for den uddannelse, du søger optagelse/er optaget på.

Kontrol af merit

Ansøgte meritter kontrolleres løbende, for at sikre autenciteten af indsendt dokumentation.

Forhåndsmerit

Hvis du overvejer at følge et kursus eller fag som ikke er en udbudt del af din uddannelse (måske ved et andet universitet), men ønsker at dette skal indgå i din uddannelse, er det vigtigt at du søger en meritgodkendelse på forhånd.
Hvis du ønsker at tage hele dit tilvalg på en anden institution, skal du ligeledes søge merit.

Praktik og merit

Et praktikophold vil ofte kunne give merit, hvis opholdet vurderes at være relevant for den pågældende uddannelse. Læs mere om praktik og merit på Karrierecentrets sider om praktikophold.

Meritankenævn

Hvis du ikke er enig i et afslag eller et delvist afslag på merit eller forhåndsmerit, har du mulighed for at klage over studienævnets afgørelse. Der er forskellige klageinstanser afhængig af, hvilken uddannelse det drejer sig om, hvad der klages over, og hvor de fag, der er søgt merit for, er bestået eller påtænkes bestået.

Hvis du vil klage over den faglige vurdering, skal du indbringe klagen for et meritankenævn (gælder ikke diplomingeniører), hvorimod klager over retlige forhold, skal indbringes til rektor.

Du kan læse den fulde klagevejledning her.

Dispensation

Universitetets uddannelser er bygget op omkring forskellige regler, som du skal følge. I særlige tilfælde kan universitetet dispensere fra disse regler. Har du brug for, at universitetet skal dispensere i dit tilfælde, kan du henvende dig til din studievejleder/faglige vejleder for at høre om dine muligheder. Der gives kun dispensation, hvis der er tale om særlige tilfælde, fx sygdom eller barsel.
Der findes utallige dispensationsårsager og tilfælde, og det er forskelligt fra situation til situation, hvem der skal tage stilling til din ansøgning. Kontakt Vejledningscentret for at høre om dine muligheder.

Læs om dispensationsansøgning i forbindelse med optagelse på kandidat uden afsluttet BA.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies