Menu

Merit

 Du skal søge om merit...

Vær opmærksom på, at der er ferie pt. Du skal ikke forvente et svar, før slutningen af august.

Hvis du vil til udlandet, tage fag/kurser på andre danske universiteter eller fag/kurser på SDU, som ikke indgår i din studieordning eller læseplan

Du skal søge om forhåndsmerit, hvis du ønsker at:

  • Studere i udlandet, se også her
  • Tage fag/kurser på andre danske universiteter som del af din uddannelse på SDU 
  • Tage andre fag/kurser på SDU, end dem som indgår i din studieordning, eller dem som er forhåndsgodkendt af dit studienævn

Før du søger om forhåndsmerit, skal du orientere dig i din studieordning. Her kan du ofte læse anbefalinger til eksempelvis, hvornår du mest hensigtsmæssigt kan studere i udlandet. Kontakt eventuelt en faglig vejleder for hjælp til ansøgningen.  

Endvidere skal du være opmærksom på følgende retningslinjer: 

  • Hvis du ønsker at erstatte obligatoriske fag på din SDU-uddannelse, skal du finde fag/kurser, som dækker fagbeskrivelsen i din studieordning
  • Hvis du ønsker at erstatte et valgfag, er der færre begrænsninger. Valgfaget skal dog fortsat ligge inden for din studieordnings rammer
  • Fagene/kurserne skal være på samme niveau, som på din SDU-uddannelse - dvs. på enten bachelor -eller kandidatniveau 
  • Fagene/kurserne skal minimum have samme ECTS-vægtning som tilsvarende fag/kursus i din studieordning. SDU-fag/kurser skal have samme ECTS-vægtning. Udenlandske fag/kurser skal ofte ses i sammenhæng - dvs. som en pakke der samlet set skal vægte 30 ECTS for et semester
  • Husk at være opmærksom på aktivitetskravet på 45 ECTS hvert år. Derfor anbefales du at finde og angive flere muligheder og kombinationer, hvis du ikke er sikker på at komme ind på de ønskede fa/kurser
  • Hvis du ønsker et fag/kursus ved et andet fakultet på SDU end Humaniora, skal du først kontakte det relevante studium – herunder evt. ansøge om tilladelse
  • Hvis du ønsker fag/kurser på SDU, Humaniora, anbefales du først at kontakte studiesekretariatet på det pågældende studium for at høre, om der er plads
  • Du kan kun ændre i din forhåndsmerit, hvis forløbet ikke kan gennemføres som planlagt

Det anbefales, at du søger dit studienævn om forhåndsmerit: 

  • Senest den 25. november for fag/kurser i forårssemester    
  • Senest den 5. maj for fag/kurser i efterårssemester
  • Vær opmærksom, hvornår dit studienævn holder næste møde, dit studienævns frister for indsendelse af ansøgninger samt behandlingstider.
  • Efter studienævnsmødet vil du modtage en afgørelse. Den kan du bruge til at:
    • Blive tilmeldt fag/kurser på SDU ved henvendelse til Studenterservice gennem www.sdu.dk/spoc
    • Blive optaget på fag/kurser på andre universiteter i ind- eller udland.
    • Få underskrevet Learning Agreement ved henvendelse til Studenterservice gennem www.sdu.dk/spoc
  • Du er selv ansvarlig for tilmelding til fag/kurser
  • Hvis det skulle vise sig, at undervisningen ikke udbydes i dine ønskede fag/kurser, eller hvis du ikke er blevet optaget, skal du søge om ændring af din forhåndsmerit hurtigst muligt og:
    • Senest den 1. januar for fag/kurser i forårssemester
    • Senest den 1. august for fag/kurser i efterårssemester
  • Så snart du har modtaget eksamensbevis for forhåndsgodkendte fag/kurser bestået på andre universiteter i ind- eller udland, skal du sende dem til Eksamen via www.sdu.dk/spoc. Husk at medsende en karakterskala, hvis du har læst fag/kurser i udlandet. Hvis det drejer sig om fag/kurser på SDU, skal du ikke foretage dig noget.
  • Du vil herefter få den endelige merit.

Kontakt din studienævnssekretær, hvis du har spørgsmål til ovenstående frister og procedurer.

Hvis du vil søge endelig merit for forhåndsgodkendte fag/kurser

Når du har bestået de fag/kurser, som du har fået forhåndsgodkendt, skal du sende eksamensbeviset ind til eksamenskontoret – ikke til studienævnet.

Det er vigtigt, at der på dit eksamensbevis står de samme fag/kurser, som du har fået forhåndsgodkendt. Hvis eksamenskontoret ikke kan genkende dine fag/kurser, vil din merit ikke umiddelbart kunne blive udført, og du vil blive bedt om at dokumentere, at fagene/kurserne stemmer overens.

Hvis du har læst fag/kurser i udlandet, så husk at vedlægge en karakterskala fra dit værtsuniversitet, som fortæller, hvilken karakter, man skal have for at bestå et fag/kursus. Fag/kurser bestået i udlandet vil dog blive meritoverført med karakterangivelsen bestået/ikke-bestået.

Hvis du vil søge om merit for fag/kurser, du har taget på en anden afsluttet uddannelse

Har du gennemført en uddannelse, kan du søge om at få et eller flere fag/kurser godskrevet som led i din nye uddannelse.

Generelt gælder det, at du kan søge om merit, hvis du har bestået eksamen i tilsvarende fag/kurser på samme niveau (dvs. enten bachelor eller kandidat).

Hvis du ønsker merit for obligatoriske fag/kurser på din SDU-uddannelse, skal du have bestået fag/kurser, som dækker fagbeskrivelsen i studieordningen på din SDU-uddannelse. Hvis du ønsker merit for et valgfag, er der færre begrænsninger. Fagene/kurserne skal være på samme niveau, som på din SDU-uddannelse - dvs. på enten bachelor -eller kandidatniveau.

Du kan dog ikke få merit for fag/kurser fra samme uddannelse, fx hvis et fag/kursus eller et fagligt indhold går igen i både dit centrale fag/kursus og i dit tilvalg. I det tilfælde skal du kontakte Studievejledningen for at høre om dine muligheder for fritagelse og valg af andet fag/kursus i stedet.

Der gives kun i meget begrænset omfang merit for uddannelser/kurser, der ikke er på universitetsniveau.

Hvis du er blevet optaget på SDU, og har du tidligere bestået fag/kurser på en anden uafsluttet uddannelse på samme niveau, SKAL du søge om startmerit

Din ansøgning skal indeholde følgende:

  • Du skal angive, at du søger startmerit
  • Du skal oplyse om, hvilken uddannelse du tidligere har læst    
  • Du skal vedlægge eksamensudskrift for de beståede fag/kurser
  • Du skal angive et link til en fagbeskrivelse eller studieordning, som fortæller om det faglige indhold i de fag/kurser, du har bestået

Dette gælder også, selv om du måske ikke ønsker at få merit. Du skal indsende din ansøgning så hurtigt som muligt og senest den 1. oktober. Dette skyldes, at du måske kan få merit for fag/kurser på 1. semester og derfor ikke skal til eksamen i disse fag.

Hvis du skal have godkendt et projektorienteret forløb eller et selvstuderet emne

Et projektorienteret forløb er et ulønnet ophold i en fagligt relevant organisation eller virksomhed. Et selvstuderet emne er en eksamen indenfor et område, hvor der ikke har været udbudt undervisning.

Når du skal have godkendt et projektorienteret forløb eller et selvstuderet emne, skal det meriteres ind i din studieordning, typisk som et valgfag, og du skal angive i din ansøgning, hvordan det indgår. Du kan læse mere i din studieordning og ofte også på din uddannelses hjemmeside.

Du skal redegøre grundigt for det, som du søger om.  Desuden skal du vedlægge, eller hurtigst muligt eftersende, de nødvendige dokumenter. For det projektorienterede forløb er det studenteraftalen og vejlederaftalen, som du finder her.  For et selvstuderet emne vil det typisk være en særlig blanket med beskrivelse af emnet og petitum, som din vejleder skal underskrive. Spørg dit studiesekretariat om dette. 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies