Menu

Dekanens tale til studiestart

Velkommen
God morgen – God morning!

Hjertelig velkommen til Ingeniøruddannelserne på Syddansk Universitet. A very warm welcome to Engineering at SDU. My name is Henrik Bindslev. I am Dean of Engineering at SDU. I have so much I want to share with you.

But you have such an exciting and busy programme ahead of you today. So in the interest of time I will continue in Danish only.

Møde nyt

I dag er jeres første dag som ingeniørstuderende. Foran jer har I en udfordrende men herlig tid.

En tid hvor I kommer til at udvikle jer meget – fagligt og menneskeligt.

I kommer til at møde mange spændende mennesker og knytte nye venskaber.

Det starter om lidt hvor I mødes med jeres nye holdkammerater, tutorer og undervisere. 

Ingeniører på et bredt universitet på et campus

På SDU er ingeniørstudierne indlejret fysisk i et bredt universitet på et samlet campus.

Det er fagligt godt og det er socialt godt.

Her er mange dejlige unge mennesker på samme sted.

Her sker noget – ikke mindst socialt.

Krævende men perspektivrig

I er knap 1000 nye ingeniørstuderende, der starter.
I har valgt en svær og krævende uddannelse.

Men en der er spændende og perspektivrig.

Perspektivrig for jer: Den åbner vejen til et spændende arbejdsliv.
Et arbejdsliv hvor I kan gøre en virkelig forskel for andre.

Og perspektivrig for samfundet. For vi – samfundet – har brug for jer.

Det indeholder studiet

I kommer til at få dyb indsigt i naturvidenskab, matematik, teknik og processer.

I kommer til at lære at arbejde tæt sammen med folk, der har andre færdigheder end jer.

I kommer til at udvikle jeres kreativitet og udnytte jeres indsigt i naturvidenskab til at opfinde, skabe nye muligheder og finde løsninger på samfundets udfordringer.

I kommer til at gå på opdagelse i en verden af viden.

Det er i sig selv spændende at forstå
Men også basis for at kunne være kreativ.

For at vinde i skak skal man forstå spillets regler. Det er indsigten.
Men man skal også have overblik, kunne se sammenhænge, tænke mange skridt frem, og – ikke mindst være kreativ.

På SDU vil vi hjælpe jer til at få indsigt, udfordre jer på måder, der vil træne jer i at få overblik og se sammenhænge, og vi vil give jer spændende projekter, hvor I kan træne jeres kreativitet.

Vi har store ambitioner på jeres vegne: I skal komme ud som stormestre, ikke i skak, men stormester i at finde løsninger på samfundets udfordringer, og gøre livet for mange bedrer og sjovere.

Og samtidig skabe et drøn-spændende arbejdsliv for jer selv.
Vi kan give jer banerne, muligheder og udfordringer.
Men allervigtigst er jeres egen engagement og ihærdighed.

I de kommende år er I, i den del af jeres liv, hvor I vil kunne lærer og udvikle jer allerhurtigst. Udnyt det!

Sådan studerer vi

I kommer til at fordybe jer i svært stof, bruge mange timer ved bøgerne og computeren.
I kommer til at knokle med projekter, udvikle prototyper og lave forsøg i laboratorierne – både tidlig morgen og sen aften.

Men selvom studierne kræver en stor og engageret indsats vil I undervejs nyde aha-oplevelser, glæden ved gode resultater og begejstringen for det færdige produkt.

Her på SDUs ingeniøruddannelser har vi en studiekultur præget af fællesskab, fordybelse og ansvar for egen læring – og for kammeratens.
Man hjælper og giver indsigt videre. Det er lærerigt at lære fra sig.

Vi lægger vægt på at acceptere forskelligheder, også i evner.
Og vi lægger vægt på at man kan arbejde i hold.

Både fordi det er effektivt, og fordi der er brug for det i arbejdslivet.

I kommer til at arbejde i små teams. I kommer til at lærer at tænke ud af boksen og finde de løsninger, der ikke står i lærebøgerne.
Det vil I gøre i fællesskab med studiekammerater, virksomheder og folk med andre fagligheder.

Om et år eller to vil I få mulighed for at samarbejde med virksomheder som led i jeres studier og blive konfronteret med de udfordringer virksomheder står med.

Udover praktisk erfaring vil I få et netværk, I kan trække på, når I skal skrive afsluttende opgaver, i praktik eller ud på arbejdsmarkedet.
Vi vil opfordre jer til at læse et semester eller tage i praktik i udlandet. Vi skal nok hjælpe med at finde det der passer.

At være ingeniør i dag er også at kunne agere i det uvante og på tværs af geografiske og kulturelle grænser. 

Efterspurgte

Der er gode job til jer. Især hvis I lægger jer hårdt i selen og fuldt udnytter jeres evne til at lære og udvikle jer.

Ledigheden blandt ingeniører er lav og der er mange ubesatte ingeniørjob. Virksomhederne har brug for jer.

Produktion, værdiskabelse og arbejdspladser – ikke til jer, men til andre – er afhængig af, at virksomhederne kan få jer – og at I er dygtige nok.

Egen virksomhed

Selv om der er rift om jer, kunne nogen af jer jo også vælge at starte egen virksomhed. Det er også godt for samfundet – og spændende for jer.

Det er ikke så tosset at gøre det mod slutningen af jeres studier eller lige efter – og før I får for mange private forpligtelser.

Vi har værksteder og laboratorier, hvor I meget gerne må barsle med vilde ideer og tage de første skridt mod egen virksomhed.

Vi har miljøer for opstart af virksomheder, hvor I kan være sammen med andre nye virksomheder i vækst.

Og vi kan hjælpe jer med at finde investorer – og viden.

Afrunding

I er eftertragtede og kan komme til at spille betydelige roller som dygtige og kreative ingeniører.

I har udsigt til at få et vildt spændende arbejdsliv.

Men det gør en stor forskel hvordan I udvikler jer de kommende år.

Invester i jer selv og jeres kammerater.

Gå på opdagelse, grib mulighederne og fordyb jer.

Gør ikke bare hvad vi foreslår, men meget mere.

Rigtig god studiestart!

 

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies