Ny rapport om foreningslivet i Danmark
Foreningslivet har det seneste årti ændret sig på væsentlige områder, men det er først og fremmest præget af en bemærkelsesværdig stabilitet på trods af store samfundsmæssige forandringer.
En ny rapport tager temperaturen på foreningslivet og dets forandring i perioden fra 2004 til 2010. Begge år blev der gennemført en total kortlægning af alle typer af foreninger på Fyn, Langeland og Ærø (det tidligere Fyns Amt) og en spørgeskemaundersøgelse af et udvalg af de registrerede foreninger. Derved kan undersøgelsen belyse, hvilke ændringer der er sket i foreningslivet i en periode, hvor kommunernes størrelse og opgaver blev ændret, hvor finanskrisen satte en dæmper på økonomien, og hvor de politiske forventninger til foreningslivet og det frivillige arbejde voksede.
Undersøgelsen viser, at der på flere sider af foreningslivet er sket væsentlige ændringer fra 2004 til 2010. Bl.a. er antallet af foreninger, der varetager politiske og faglige interesser, reduceret betydeligt, mens antallet af lokalt orienterede foreninger er vokset. En anden væsentlig ændring er, at andelen af foreningerne, der samarbejder med offentlige institutioner, er vokset markant i den undersøgte periode. Undersøgelsen viser imidlertid også, at på de fleste af de undersøgte sider af foreningslivet, er der ikke sket væsentlige ændringer. På trods af betydelige samfundsmæssige ændringer er foreningslivet præget af en forbavsende stabilitet og kontinuitet. Endvidere viser undersøgelsen, at foreningslivet er præget af stor forskellighed, og der er væsentlige forskelle på udviklingen mellem forskellige foreningstyper. Endelig har undersøgelsen sandsynliggjort, at nogle af ændringerne i foreningslivet kan tilskrives kommunalreformen.
Analysen er gennemført af Bjarne Ibsen og Malene Thøgersen fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund og Klaus Levinsen fra Institut for Statskundskab fra Syddansk Universitet.
Rapporten kan downloades her.