Menu

Vi er tavse i vores tro

Tro er ikke noget, der bliver talt om – heller ikke hos psykologen. Men forskning viser, at religiøs tro kan hjælpe os nemmere ud af kriser

Omkring 80 procent af alle danskere siger, at de på en eller anden måde tror på Gud. Men vi holder det for os selv. Og hvis bliver vi syge, oplever dødsfald på tæt hold eller møder andre kriser i livet, kan vi slet ikke finde ud af at sætte ord på vores tro.

Det får SDU-forsker og psykolog Dorte Toudal Viftrup til at beskrive danskerne som en slags tros-analfabeter i sin ph.d.-afhandling med hovedtitlen ”Crisis, Religious coping and Transformations”. Hun forklarer, at tradition og kultur blandt andet har ført til denne analfabetisme:

– I Danmark er der tradition for, at tro og åndelighed er noget, man holder for sig selv. Vi taler ikke med andre om det. I USA er man eksempelvis meget mere åben og fælles om troen: Man holder sig ikke tilbage med at lovprise Vorherre og Jesus i store forsamlinger, man fejrer Thanksgiving for at takke Gud, ja, selv i toppolitikernes taler er tro og religiøsitet naturlige elementer, siger Dorte Toudal Viftrup. 

– Hos os er tro meget mere tabuiseret. Og fordi vi ikke taler om det, har vi heller ikke et fælles religiøst sprog, vi kan slå til og få hjælp fra til at sætte ord på, hvad det er, der gør ondt, hvis vi for eksempel bliver ramt en alvorlig sygdom eller mister et barn, uddyber hun.

Tro og åndelighed i terapien

Dorte Toudal Viftrup mener, at det er en stor ulempe, at danskerne er så fattige i sproget, når det handler om tro.

– International forskning peger på, at religiøs tro har en særlig meningsskabende funktion, når mennesker oplever personlig krise, siger Dorte Toudal Viftrup. I sin forskning på SDU’s Institut for Sundhedstjenesteforskning kigger hun derfor blandt andet på, hvordan psykologer kan arbejde med tro, åndelighed og religiøsitet i deres terapi.  

I dag er det nemlig kun meget få danske psykologer, som spørger til tro og religiøsitet, når de sidder over for en patient i krise. Men det bør de i Dorte Toudal Viftrups optik i langt højere grad gøre.

– Når forskning nu viser, at tro kan være en positiv ressource, vil det være naturligt, hvis det indgår som en del af forløbet, når man går til psykolog på grund af en krise. Derfor er det vigtigt, at psykologerne får nogle værktøjer, så de sammen med patienterne kan udvikle det sprog omkring troen, som vi har så svært ved at finde ord til, siger hun.

Religion er en krykke

At så få psykologer rent faktisk spørger til patientens tro og åndelighed og bringer det i spil i sin behandling forklarer Dorte Toudal Viftrup med, at religiøsitet både hos læger, men i særdeleshed hos psykologer altid er blevet betragtet som noget negativt:

– I psykologien opfatter man tro, åndelighed og religiøsitet som en krykke, man støtter sig op ad, når man har det svært. Mange psykologer mener, at det kun er noget, man tror på, hvis man ikke er psykologisk sund, og at man vil komme til fornuft og holde op med at tro, når man bliver rask. De fleste psykologer argumenterer derfor enten imod eller glider hurtigt af på det, hvis patienten selv kommer ind på sin tro, siger Dorte Toudal Viftrup.

Hun understreger, at det slet ikke kun handler om, at det er synd for disse patienter, at psykologerne ikke er lydhøre:

– Rent sundhedsfagligt og samfundsøkonomisk kan det betyde, at patienterne hurtigere får det bedre, hvis de i højere grad kan italesætte deres tro sammen med både lægerne og psykologerne, forklarer Dorte Toudal Viftrup.

– Og folk holder jo ikke bare op med at være religiøse, selv om man siger til dem, at det ikke er godt for dem, tilføjer hun. 

Af Trine Bergman, trb@sdu.dk

Se hele artiklen i Ny Viden:

Læs mere om Dorte Toudal Viftrups forskning

Tilbage til aktuelt

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies