Menu

Tilbagefald af brystkræft kan forudses

Med en simpel blodprøve kan læger i fremtiden se, om en brystkræftknude vil komme tilbage

Af Marianne Lie Becker, mlbecker@health.sdu.dk

En blodprøve kan vise, hvor stor sandsynlighed der er for, at en kvinde der er behandlet for brystkræft, får tilbagefald.

Det viser et studie, som Henrik Ditzel, professor i molekylær kræftforskning på SDU og hans kollegaer netop har offentliggjort i tidsskriftet Nature Medicine.
 
Blodet testes for mængden af bestemte stykke af arvematerialet (DNA) på kromosom 1, der stammer fra kræftknuden, og som vandrer over i blodet. I nogle kræftknuder findes mange kopier af dette stykke arvemateriale på kromosom 1.

Bestemte kvinder kan følges tæt

-Hvis en kvinde, der tidligere har haft brystkræft, har en mangedobling af dette stykke af arvematerialet fra kræftceller, er der stor sandsynlighed for, at brystkræften vender tilbage, fortæller Henrik Ditzel.

Han tilføjer: 

-Derfor kan vi med denne metode i første omgang finde ud af, hvilke kvinder vi skal følge ekstra tæt i årene efter operationen.

 Alle patienter med mangedobling fik tilbagefald

I studiet, som er lavet i samarbejde med internationale forskere blandt andet fra Singapore, har forskerne studeret blodprøver fra 80 kvinder, som tidligere har været opereret for brystkræft.

Hos fire af kvinderne viste blodprøven en mangedobling af arvematerialet, der stammer fra kromosom 1. Alle fire kvinder fik tilbagefald af brystkræft indenfor fem år.
 
Til sammenligning fik kun to af de resterende 76 kvinder tilbagefald. Det viser ifølge Henrik Ditzel, at prøven er en god markør for risikoen for tilbagefald.

Bedre personlig behandling

 På den måde kan lægerne sætte ind med intensiv efterbehandling hos de kvinder, der tester positiv for den genetiske sandsynlighed for tilbagefald. Og omvendt skåne andre for overbehandling.
 
-Vi forsøger hele tiden at individualisere behandlingen, så alle får den bedste personlige behandling. Dette gøres ved at kortlægge den molekylære profil i patientens kræftknude og derudfra give den behandling der virker optimalt. Dette studie er et godt skridt på vejen mod en mere differentieret behandling, siger Henrik Ditzel.
 
Blodprøven kan desuden bruges til at differentiere i forhold til valg af præparat til behandlingen. Studiet viser nemlig også, at et nyt lægemiddel der ikke tidligere har været brugt til behandling af brystkræft, er meget effektivt mod de kræftceller der har mangedoblingen i kromosom 1.
 
-Denne effekt af det nye lægemiddel er testet på brystkræftceller og mus med kræft. Næste skridt er at teste lægemidlets effekt på brystkræftpatienter, hvis kræftknude har mangedoblingen i kromosom 1, fortæller Henrik Ditzel.

På Nils Lunds foto ses professor Henrik Ditzel til højre.

Tilbage til aktuelt
Mød forskeren

Henrik Ditzel er professor på SDU og forsker især i cancerbiologi. Det er hovedsagelig brystkræft, men andre cancerformer som lunge, tyktarm og modermærkekræft studeres også.

Kontakt

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies