Menu

Bærende principper

De bærende principper for uddannelse på SDU er aktiverende undervisning og aktiv læring.

De studerende, medarbejderne og ledelsen har i fællesskab ansvaret for at principperne realiseres igennem hele uddannelsesforløbet.

De studerende
Studerende på SDU indgår sammen med undervisere og medstuderende i et forpligtende
læringsfællesskab kendetegnet ved gensidig respekt, åbenhed og engagement.

Uddannelserne er tilrettelagt, så der er sammenhæng mellem de forskellige studieaktiviteter. De studerende yder en aktiv indsats i undervisningen, i de selvstændige studier og i samarbejdet med de andre studerende.

De studerende yder en fuldtidsindsats og videreudvikler evnen til selvstændigt at tage ansvar for deres faglige udvikling. De er opsøgende, udforskende og klar til at lære.

Underviserne
Underviserne på SDU har ansvar for at tilrettelægge og gennemføre undervisningen, så den understøtter de studerendes aktive læring i og uden for undervisningslokalet samt deres muligheder for at deltage i den videnskabelige praksis. Samarbejde mellem underviserne sikrer sammenhæng mellem de forskellige studieaktiviteter og progression i uddannelserne.

På SDU har underviserne ledelsesmæssig opbakning til kontinuert at udvikle deres undervisnings-praksis gennem pædagogisk opkvalificering og kollegialt fællesskab.

Planlægningen af undervisningen afspejler undervisernes høje faglige niveau og deres klare fokus på læringsmålene for det enkelte fag og uddannelsen. Underviserne støtter, guider og udfordrer de studerende i et læringsfællesskab kendetegnet af gensidig respekt, åbenhed og engagement.

Det teknisk-administrative personale
På SDU er de teknisk-administrative medarbejdere sammen med undervisere og ledere centrale i arbejdet med at skabe rammer for aktiverende undervisning og aktiv læring både i og uden for undervisningslokalet.

De teknisk-administrative medarbejdere løser deres opgaver i et samarbejde med undervisere og studerende kendetegnet af gensidig respekt, åbenhed og indlevelse.

De teknisk-administrative medarbejdere bidrager til løsninger, der fremmer de studerendes aktive læring.

Ledelsen
(rektor, dekaner, prodekaner, institutledere, studieledere)

Ledelsen har ansvar for at synliggøre og sikre opfyldelsen af SDU’s bærende principper for aktiverende undervisning og aktiv læring over for medarbejdere, studerende og samarbejdspartnere.

Med åbenhed og respekt for forskellighed understøtter ledelsen aktivt de organisatoriske og læringsmæssige rammer, således at principperne udvikles og implementeres i praksis.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies