Menu

Karl Clausens sanghistoriske samling

Indhold:
Karl Clausens samling indeholder 8.-10.000 bind. Der er primært tale om sangbøger. Det drejer sig om alle typer sangbøger, lige fra højskolesangbogen, salmebøger, og nationale sangbøger fra 1864 til nyere værker som De små synger og værker om pop/rock.

Tilgængelighed:

Samlingen er tilgængelig ved henvendelse til Syddansk Universitetsbibliotek, men der er ikke mulighed for udlån af materiale. Samlingen opbevares i Visecenter Fyn på Syddansk Universitet. Samlingen er registretet i kataloget.

Samlingens baggrund:
Sønderjyden Karl Clausen (1904-72) blev cand. mag. med musik som hovedfag i 1928. Efter endt uddannelse underviste han en del år på københavnske gymnasier. Senere underviste han i mere end tyve år i korsang og kordirektion på Danmarks Lærerhøjskole. I 1962 blev han lektor ved Århus Universitet og grundlagde her Sanghistorisk Arkiv samtidig med at han opbyggede sanghistorie som et tværfagligt forskningsområde.

Karl Clausen virkede også som komponist og kordirigent og var i det hele taget en central skikkelse inden for folkelig korsang.

Clausens store interesse var den folkelige sang, både den der fandtes i trykte sangbøger, og den sang der levede som mundtlig tradition. Han var således en af drivkræfterne i indsamling af sange på bånd fra bl.a. Sønderjylland og Færøerne. Han var også en ivrig formidler af viden om dansk sang, han skrev bøger om emnet, og gennem mange år holdt han radioforedrag om dansk folkesang.

Samlingen blev efter Karl Clausens død i 1972 drevet som en selvejende institution og havde til huse ved Danmarks pædagogiske Bibliotek i København. I midten af 1990'erne blev samlingen overført til Dansk Skolemuseum hvorfra den i 1997 blev overført til Odense Universitetsbibliotek.
 
Yderligere information:
Om Karl Clausen: Dansk Biografisk Leksikon  

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies