Menu

Gerhard Nielsens samling

Indhold:
Samlingen indeholder ca. 4.500 bind. Der er tale om emnemæssigt meget bred samling, men med vægten indenfor den landbrugsfaglige litteratur, herunder husmandsbrugenes historie og organisering; praktisk landbrug, husdyr og havebrug. Kronologisk omfatter samlingen bøger fra 1564 og frem, med vægten på perioden 1870-1940.

Tilgængelighed:

Samlingen er i magasin og under registrering, men kan benyttes ved henvendelse til Syddansk Universitetsbibliotek, efter bibliotekets almindelige låneregler.

Der er tidligere udarbejdet en registrant efter decimalklassesystemet, placeret på Bibliografisalen i Odense: Ab-da.08 Kat.
Katalog over konsulent Gerhard Nielsens bogsamling v. Harald Grønborg:
1. Bøger trykt før 1870 (1970)
2:1 Bøger trykt efter 1870 (dec. 00-62) (1973)
2:2 Bøger trykt efter 1870 (dec. 63-99) (1974)
 
Samlingens baggrund:
Landbrugskandidat Niels Gerhard Marius Nielsen (16.2.1882-6.5.1953) var husmandssøn fra Kragelund i Herrested på Østfyn. Allerede da han var helt ung overtog han sit fødehjem, og drev det frem til at være et anerkendt mønsterbrug, indtil han af helbredsmæssige grunde måtte afstå ejendommen i 1926. Herefter var han indtil 1942 plante- og havebrugskonsulent for Nyborg og Omegns Husmandsforening. Foruden en række faglige og lokale tillidshverv var Gerhard Nielsen formand for Konsulentforeningens Litteraturudvalg fra 1912 og desuden forfatter til en række bøger og skrifter om husmandsforhold, heriblandt en bibliografi over husmandslitteratur.

Allerede inden Gerhard Nielsen døde, havde hans bogsamling ry som en af de mest værdifulde i privat eje indenfor området. Han testamenterede den til Fyns Stifts Husmandsskole, - senere Nordisk Landbrugsskole i Odense. Efter landbrugsskolens fusion med Tietgenskolen, blev samlingen i 2003 overdraget til Syddansk Universitetsbibliotek.

Yderligere information:
Om Gerhard Nielsen: nekrolog i Tidsskrift for Landøkonomi 1953, s. 296-299, samt Danske Landbrugskandidater 1944, s. 205.

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies