Menu

Syddansk Universitetsbiblioteks Giftbogssamling

Syddansk Universitetsbibliotek besidder bøger, hvor man på et tidspunkt tilbage i tiden har påført en grøn farve på omslaget, der må betegnes som giftig og miljøfarlig, da den indeholder grundstoffet arsen (As).

Vi ved i dag ikke, hvorfor bøgerne er blevet overmalet. Den giftige farve er påført i rigelige mængder.

Den arsenholdige grønne farve gør, at bøgerne kun må håndteres med nitrilhandsker, ligesom bindene i dag opbevares på vegne af Syddansk Universitetsbibliotek hos Cultural Heritage and Archaeometric Research Team, Institut for Fysik, Kemi og Farmaci, SDU. Det sker i et særligt ventileret skab på et laboratorium i overensstemmelse med retningslinjerne for opbevaring af emner med arsenik.

Syddansk Universitetsbibliotek har i dag et beredskab i forbindelse med håndtering, mærkning og opbevaring af bøger, der er dokumenteret giftige. Dokumentationen finder primært sted via røntgenfluorescens-analyse (XRF), der både kan påvise tilstedeværelsen af et bestemt grundstof og samtidig kan indikere mængden af dette. Analysen iværksættes ved mistanke om giftighed.

Arsen, der populært kendes som arsenik, er et halvmetal, der gennem tiden via diverse kemiske forbindelser blandt andet er blevet anvendt til skadedyrsbekæmpelse (siden 1600-tallet). Arsenik har også været benyttet som konserveringsmiddel og sågar som lægemiddel mod forskellige kramper tillige som antibiotika. Fra 1800-tallet kender man til industriel fremstilling af pigmenter med arsen, således schweinfurtergrønt (”Paris green”, ”emerald green”) der blandt andet kendes fra datidens tapeter.

Arsen kan optages i kroppen ved indånding, oral indtagelse eller gennem huden ved berøring. Alt efter eksponeringstid og typen af eksponering kan der optræde flere sundhedsskadelige effekter/symptomer. Af samme grund kan universitetsbibliotekets dokumenteret giftige bøger ikke udlånes på konventionel vis. Bøgerne vil dog stadig udgøre vigtige kilder for forskningen og universitetsbibliotekets andre brugere.

Syddansk Universitetsbibliotek har mulighed for at digitalisere giftige bøger, idet de digitale versioner naturligvis vil være ufarlige at besigtige og håndtere.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies