Menu

Nyt tiltag på SDU: Studerende indkaldes til test og samtaler

Karaktergennemsnit siger ikke alt, mener ledelsen på SDU. Universitetet går nu helt nye veje og inviterer ansøgerne til test og samtaler. Ansøgning om optagelse begynder til februar.

Af Kent Kristensen, kk@sdu.dk, 27-12-2016

Studerende, der søger ind på en bacheloruddannelse på SDU, skal ikke længere udelukkende vurderes på deres karakterer, når de skal optages.

Ansøgerne skal tillige deltage i en test og i nogle tilfælde også i en række samtaler, der skal afdække, om de er egnede til det pågældende studie. Den 1. februar åbner universitetet for tilmeldingen til testen, som foregår i april.

Dermed gør SDU op med en gammel tradition om, at danske universiteter udelukkende bedømmer ansøgeren på karaktergennemsnittet. På SDU vil andre kompetencer også spille ind, når man skal vurdere, hvem der skal optages.

SDU gør som på arbejdsmarkedet

- Vi har valgt at gå nye veje, fordi vi tror på, at det er vigtigt også at se mennesket bag ansøgningen. Og ud over karaktererne kan ansøgeren have nogle personlige kompetencer og interesser, som er relevante i forhold til et bestemt fag, siger Henrik Dam, der er rektor på SDU.

Han tilføjer, at det er samme princip, der gør sig gældende på arbejdsmarkedet, når en ansøger bliver indkaldt til en jobsamtale. Her udgør karakteren som regel også kun en del af den samlede vurdering.

- Det handler om at sikre det bedste match. Vi skal have de rigtige studerende ind på de rigtige uddannelser, understreger Henrik Dam.

SDU har allerede erfaringerne

SDU har i forvejen gode erfaringer med testbaseret optag af de såkaldte kvote 2-ansøgere.

Det begyndte allerede i 2002, hvor sundhedsuddannelserne efter forbillede fra de bedste udenlandske universiteter supplerede karaktergennemsnittet med andre optagelseskriterier.

Og i de senere år har ordningen spredt sig og spænder fra uddannelser som medicin, idræt, psykologi til jura og statskundskab. I andre dele af universitetsverdenen er denne fremgangsmåde ligefrem blev kaldt for ”SDU-modellen”.

Ny ordning gælder for 60 uddannelser

Nu udvider SDU ordningen til at gælde 60 bacheloruddannelser, og derfor forventer universitetet i løbet af foråret at optage mindst 25 procent af alle sine bachelorstuderende via test og samtaler.

På sigt forventer SDU at indføre tests og samtaler for alle, der skal optages på en bacheloruddannelse.

-  Som universitet har vi en forpligtelse til at hjælpe de unge ind på de rigtige uddannelser, der fører til beskæftigelse. Og politikernes beslutning om at indføre et uddannelsesloft er det seneste eksempel på, at det bliver stadig vigtigere at vælge rigtigt første gang, siger Henrik Dam.

Studenterformand: En karakter er kun et øjebliksbillede

Klaus Rose, der er formand for Syddanske Studerende på SDU er glad for den kommende ordning:

- Det viser, at SDU ser på det hele menneske. En karakter er jo kun et øjebliksbillede, og derfor er det vigtigt, at ansøgerens motivation og samlede potentiale også bliver vurderet, siger Klaus Rose og tilføjer:

- Jeg er overbevist om, at vi både socialt og fagligt vil få et stærkere miljø blandt de studerende, når vi får flere ind via de nye optagelsesregler.

Fakta om testbaserede optag på SDU

  • SDU bliver det første universitet herhjemme, der i så stort omfang optager studerende ud fra karaktergennemsnit, test og samtaler.
  • Testen, som benyttes, er udviklet i Australien og har været anvendt på SDU siden 2008.
  • Testen skal vurdere ansøgerens samlede potentiale.
  • I alt indfører SDU i 2017 test og samtaler på 60 bacheloruddannelser, fordelt på alle universitetets fem fakulteter.
  • Ansøgere skal ansøge om at komme til testen mellem 1. februar og 15. marts. Testen finder sted i april.
  • Ansøgere kan fortsat komme ind alene på deres karaktergennemsnit. Det sker til juli, men der vil ikke være så mange ledige pladser som tidligere, fordi de er optaget af ansøgere, som er kommet ind via karaktergennemsnit, test og samtaler.

Tilbage til aktuelt
Vil du studere på SDU?

Læs mere om, hvordan du finder dit drømmestudie og om, hvornår du skal huske at søge. Du kan også blive klogere på adgangskrav og karrieremuligheder. Og du kan se mere om bolig-mulighederne i din kommende campusby.

Optag 2017

Testbaserede optag

Læs mere

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies