Menu

Da Norge var provinsen

Under huden på godmodige drillerier ligger brud, ar og væv efter 400 års kompliceret samliv mellem Danmark og Norge. Historien bliver brugt — og misbrugt — til at pleje nationale selvforståelser

Af Jacob Stenz, jaes@sdu.dk

Danske unge efterligner de syngende norske teenagestemmer i ungdomsserien Skam.

To af Nordens største kunstnere, Asger Jorn og Edvard Munch, hænger side om side på et museum i Silkeborg.

Og danske Jesper Christensen spiller Haakon den 7. i filmen om kongen, der ikke ville bøje sig, da tyske tropper brød gennem Jylland for at indtage Norge den 9. april 1940.

Den kulturelle fællesmængde mellem Norge og Danmark er tydelig i disse år.
Men den kollektive fortid er også blevet brugt til at pleje politiske interesser.

Bånd lever videre

Historien har været et nyttigt instrument til at dyrke nationale selvforståelser, men det er ikke altid foregået på et faktuelt grundlag, mener Rasmus Glenthøj, der er adjunkt i historie på SDU.

— Man er nødt til at studere både den danske og den norske nationale fortælling for at forstå i hvilket omfang, de kulturelle bånd lever videre, siger Rasmus Glenthøj.

— Politiske aktører på begge sider af Skagerrak har brugt elementer fra fortiden i deres fortælling. Og de ting, der ikke passede ind i deres mål og idealer, blev ignoreret eller bortforklaret.

Foto: Camera Film
Danske Jesper Christensen spiller den norske konge Haakon den 7. "Kongens Valg". Foto: Camera Film

Uundgåelige danskere

Opsplitningen af Danmark og Norge blev dikteret af de sejrende stormagter efter Napoleonskrigenes afslutning i 1814. Norge kom i stedet i union med Sverige.

Forud var gået 400 års sameksistens, hvor nordmændene var underlagt kongen i København, og folk som Peter Wessel fra Trondhjem og Ludvig Holberg fra Bergen indskrev sig i Danmarkshistorien.

Begge lande har ifølge Rasmus Glenthøj gavn af en dybere og mere nuanceret forståelse af den fælles fortid.

For Danmark blev ”tabet af Norge” endnu en af en lang række traumatiske oplevelser og nederlag siden 1600-tallet. For Norge er skilsmissen i 1814 den vigtigste trædesten frem mod selvstændigheden i 1905.

— Nordmændene går mere op i fællestiden, end danskerne gør. Danskere fortæller deres historie næsten uden at nævne Norge, mens nordmænd ikke kan fortælle om deres fortid uden Dansketiden. Den svage part har en tendens til at fremhæve alle de dårlige sider af den fælles historie, mens den stærke husker de gode sider. Det er med til at underbygge selvforståelsen begge steder.

Indvandret elite

Den efterfølgende udvikling op gennem 1800-tallet præger historieskrivningen om fællestiden i begge lande.

I Norge fortsatte en kulturkamp, hvor kræfter ønskede et totalt opgør med fortidens bånd til Danmark, mens andre ville styrke de kulturelle bånd til Danmark som modvægt til unionen med Sverige.

— Forestillingen om, at Danmark havde ageret som brutal kolonimagt, eksisterede blandt de mere rabiate nationalister i Norge efter 1814. De mente, at den norske overklasse i virkeligheden var en indvandret dansk elite. Så til trods for at embedsmandsslægterne havde boet i Norge i flere hundrede år, skulle de enten blive fuldt norske eller rejse hjem, siger Rasmus Glenthøj.

Udsugede bønder

I virkeligheden var fællestiden ganske broget. Ifølge Rasmus Glenthøj kan det dansk-norske fællesskab betragtes som et indre marked. Danskerne solgte korn til Norge, mens nordmænd blandt andet solgte jernovne og glasprodukter fra deres bjergværker til danskerne.

— Det var ikke grebet ud af den blå luft, når nogen hævdede, at Danmark udsugede Norge. Men når norsk historieskrivning har været kritisk over for det danske kornmonopol, har der været en tendens til at glemme, at nordmændene havde jernmonopol, så danskerne ikke kunne købe svenske jernovne, siger Rasmus Glenthøj.

— Pengene strømmede ikke til hele Danmark, nærmere til slottene i København og Nordsjælland. Norsk handel kunne godt have fået bedre vilkår. Men jyske uldbønder havde det ikke bedre end norske odelsbønder, siger Rasmus Glenthøj.

Oliemyten

I Norge kan man helt op til i dag fortælle en historie om dansk arrogance og et norsk mindreværdskompleks.
I Danmark fremhæver man omvendt den norske selvovervurdering og den danske jantelovs-mentalitet (som i romanen ”En Flyktning krysser sitt spor” blev beskrevet af den danske-norske forfatter Aksel Sandemose).

En af de mest sejlivede myter i den fælles folklore er fortællingen om den danske udenrigsminister Per Hækkerup, der forærede Nordsøolien til Norge i en strid Johnnie Walker-brandert.

Historien er effektivt blevet tilbagevist et utal af gange, men anekdoten passer glimrende ind i både den danske og den norske folkesjæl.

— Nordmændene kan godt lide historien om, hvordan de snød den gamle kolonimagt. Og i Danmark har man tilsvarende holdt liv i myten, der hylder den danske naivitet og kluntede adfærd på den store scene.

Dette er et uddrag af en længere artikel, som du kan læse i marts-udgaven af SDU's magasin Ny Viden.

Tilbage til aktuelt
Mød forskeren

Rasmus Glenthøj er adjunkt i historie på SDU. Han har skrevet flere bøger om dansk og norsk historie i 1800-tallet og om 2. slesvigske krig i 1864.

Kontakt

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies