Menu

Klinisk biomekanik - kiropraktor-uddannelsen (kandidat)

  • Denne uddannelse kan læses i Odense

Unik kandidatuddannelse i kiropraktik

Kandidatuddannelsen i klinisk biomekanik er den kliniske del af kiropraktoruddannelsen ved Syddansk Universitet. Her vægtes diagnostik, færdighedstræning, klinikophold og et videnskabeligt speciale højt. Undervisningen er tilrettelagt, således at du undervises af fagspecialister i alle fag. Fx undervises faget ’Neurologi’ af en professor i neurologi, mens undervisningen i de mere klinisk orienterede fag varetages af erfarne kiropraktorer og/eller speciallæger, hvoraf mange også er aktive forskere.

Diagnostik og klinik

Fokus på kandidatuddannelsen i klinisk biomekanik (kiropraktik) er emner relateret til diagnostik, lidelser i ekstremiteterne (arme og ben), tværfaglig patienthåndtering, træningslære og anvendt forskningstræning. Du lærer at bruge din viden fra bacheloruddannelsen og de øvrige fag på kandidatdelen i kliniske situationer, således at du bliver i stand til at lave en diagnose, udarbejde en tværfaglig behandlingsplan og påbegynde et behandlingsforløb.

De diagnostiske fag kræver, at du kan sætte dig ind i en stor mængde viden, der omhandler en bred vifte af emner. Den nye viden du lærer kobles til hverdagen som kiropraktor i Danmarks største rygcenter, hvor du bliver en del af et tværfagligt behandlerteam. Her møder du patienter med et bredt udsnit af bevægeapparatets lidelser, som du skal lære at modtage, udrede, behandle og informere.

Bliv kiropraktor

For at blive kiropraktor skal du gennemføre en uddannelse, der består af:
- 3-årig bacheloruddannelse
- 2-årig kandidatuddannelse (efter endt BA)
- 1-årig turnusuddannelse (efter endt kandidat)

Kandidatuddannelsen giver ret til betegnelsen cand.manu. (candidata/candidatus manutigii) på engelsk; Master’s Degree in Health Science, Clinical Biomechanics.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies