På kandidatuddannelsen i Kemi får du mulighed for at specialisere dig i en af fire fagprofiler.
Kandidatuddannelsen, der tager to år, bygger oven på bachelor- eller diplomingeniøruddannelsen.
På kandidatuddannelsens første semester vælger du blandt en række fagprofiler:
- Bioteknologi og bioraffinering
- Funktionelle materialer
- Kemiteknik
- Organisk syntese og katalyse
Undervisningen i disse fag afsluttes på 8. semester. Der vil derudover være mulighed for at følge tilvalgskurser.
Inden for hver af fagprofilerne er der tilknyttet flere forskningsområder, som fx spektroskopi, materialekemi, naturstofkemi, bioenergi og organisk syntese.
Kandidatspeciale, 9. og 10. semester
På 9. og 10. semester laver du kandidatspecialet inden for den pågældende fagprofil. Specialet bliver ofte udført i samarbejde med en virksomhed, og der er mulighed for at tilbringe dele af eller hele projekttiden i virksomheden, i en forskningsinstitution eller på universitetet. Specialet kan også laves i forbindelse med et studieophold i udlandet.