Der er mange gode grunde til at studere filosofi i netop Odense:
-
Du bliver del af en årgang som ikke er større end at alle kan lære hinanden at kende og komme til orde i undervisningen, men stor nok til du kan være sikker på at finde ligesindede studiekammerater. Der er yngre såvel som lidt ældre studerende af begge køn, med forskellig baggrund og livserfaring.
-
Filosofimiljøet ved Syddansk Universitet er kendt for sin åbne diskussionskultur. Undervisere og studerende diskuterer uden at lægge fingrene imellem, men ud fra en grundlæggende gensidig respekt og overbevisning om at meningerne bør mødes og brydes – filosofi er en åndelig kontaktsport!
-
Faglige og sociale aktiviteter er ofte knyttet tæt sammen. Der er foredrag og diskussionsarrangementer med efterfølgende fest, ”filosofiske boksekampe”, forskerdage, debatmøder, faglig hyttetur, ekskursioner til seminarer og gæsteforelæsninger rundt omkring i landet og studierejser til udenlandske universiteter.
-
Afstanden mellem studerende og undervisere er kort. Underviserne går mere op i filosofi end i at holde på formerne, og de deltager gerne i de sociale aktiviteter og stiller op til faglige arrangementer uden for den egentlige undervisning. Også studienævnet og den lokale studieadministration lægger vægt på tæt personlig kontakt til de studerende. Du får jævnligt personligt feedback på dine opgaver og skriveøvelser og mulighed for en snak om hvordan det går med studiet i almindelighed.
-
Underviserstaben er bredt sammensat. Underviserne er uddannede ved forskellige universiteter i Danmark og udlandet. Et generationsskifte er i gang, så der er en overvægt af yngre undervisere, som benytter nye pædagogiske metoder og introducerer nye spændende emner fra den internationale debat. Men der er også rutinerede undervisere som holder forelæsninger i den klassiske stil og med deres lærdom, vid og kritiske refleksioner vil udfordre dig og anspore til egne studier og eftertanke.
-
Uddannelsen og det filosofiske miljø er pluralistisk. De vigtigste filosofiske hovedretninger og tilgange til filosofien er alle repræsenteret. Underviserne graver sig ikke ned i deres egne specialeområder, men arbejder ofte på tværs af retninger og problemfelter. Selv om de følger med i og bidrager til den nyeste udvikling i faget, har de fokus på de klassiske og fundamentale problemer, som behandles uafhængigt af snævre retninger, skoledannelser og modestrømninger. Sjæl-legeme-problemet, omverdensproblemet, moralens grundlag og den videnskabelige erkendelses natur er blandt de emner der typisk forskes og undervises i. Der undervises også i ikke-vestlig filosofi, og retninger som fænomenologi, hermeneutik og eksistensfilosofi, der i perioder har været marginaliseret i dansk filosofi, har altid været stærkt repræsenteret på Syddansk Universitet.
-
De studerende har reel indflydelse på studiet og dets tilrettelæggelse. Der tages hensyn til ønsker om placering af undervisningen og forslag til kursusemner og nye undervisningsformer.
-
Du kan drage nytte af undervisernes internationale kontakter. Flere af underviserne har selv en udenlandsk baggrund, og de fleste har gennemført deres ph.d.-uddannelse ved et udenlandsk universitet. Underviserne har kontakter til universiteter i bl.a. Tyskland, Storbritannien, USA og flere af de nordiske lande og vil kunne hjælpe dig med at forberede et studieophold i udlandet.