Spansk er efter engelsk det sprog, der har den største udbredelse i verden. Ud over i Spanien tales det stort set i hele Syd- og Mellemamerika (bortset fra Brasilien) og i store dele af USA – hvor det i øvrigt for længst er blevet det første fremmedsprog.
Et tilvalg i spansk giver sammen med et andet fag faglig kompetence til at undervise inden for gymnasiesektoren. Tilvalget indeholder væsentlige dele af BA-uddannelsens centralfag.
Tilvalget hviler solidt på tre ’ben’:
- det sproglige - der naturligt nok indtager den største plads
- det litterære
- det historiske.
Formålet med studiet er selvsagt at bibringe den studerende en meget høj viden om spansk sprog og om spansk og latinamerikansk litteratur og historie, hvilket medfører, at man f.eks. opnår faglig kompetence til at arbejde inden for den gymnasiale sektor. Principielt vægtes latinamerikanske og spanske forhold lige meget. Udover de mere ’indlysende’ fag som f.eks. grammatik, oversættelse og sprogfærdighed er der også emnekurser, hvor man kan fordybe sig inden for det område, man interesserer sig mest for.
Der har været udbudt kurser så forskellige som:
- »Sproglig databehandling«
- »Nyere argentinsk drama«
- »Talesprogsanalyse«
- »Vold og demokratisering i Columbia«
- »Gabriel García Márquez: 100 års ensomhed og hans sidste fortællinger«
En beskrivelse af uddannelsens discipliner finder du her eller ved at kontakte den faglige vejleder.
NB! Hvis du har centralt fag inden for biologi, matematik, datalogi, fysik, idræt, kemi eller samfundsfag og har valgt eller tænker på at vælge spansk som tilvalg, skal du være opmærksom på, at tilvalget på kandidatuddannelsen vil blive udvidet med 30 ECTS. Dette medfører, at din kandidatuddannelse bliver på i alt 2½ år (150 ECTS). Studietidsforlængelsen på 30 ECTS er SU-berettiget.