Undervisning
Du har i gennemsnit 10-12 undervisningstimer om ugen, hvor du har mulighed for at hente inspiration og få besvaret dine spørgsmål, men læsningen derhjemme er den vigtigste og mest tidskrævende del. Undervisningsformen består af læreroplæg med efterfølgende diskussion samt oplæg fra de studerende. I et par af disciplinerne vil der også være mulighed for at aflevere hjemmeopgaver i løbet af semesteret.
Tekstmængden er stor - op til 3000 sider om året - og du må være i stand til at læse almindelige faglige tekster på engelsk og tysk. Til forskel fra gymnasiet kræver et universitetsstudium en stor portion selvdisciplin på grund af de få timers undervisning og de mange timers forberedelse. Det kan være en stor fordel at deltage i studiegrupper, hvor I sammen kan læse og diskutere stoffet.
Studieåret er inddelt i to semestre, som hver afsluttes med eksamen i henholdsvis januar og juni.
Ud over undervisningen byder
foredragsforeningen Religio hvert semester på spændende foredrag med diskussion af emner i relation til religionsstudiet. Desuden kan der arrangeres ekskursioner til forskellige trossamfund.