Den europæiske kultur bygger på antikkens kultur. Sproget, vores måde at tænke på, vores normer, vores kunstopfattelse og meget andet er præget af den litteratur og kunst, der blev skabt i oldtidens Grækenland og Rom.
Oldtidskundskab er et af de tre tilvalg: græsk, latin, oldtidskundskab, hvor man beskæftiger sig med antikkens sprog og kultur.
I oldtidskundskab beskæftiger man sig med græsk og romersk litteratur i oversættelse samt med områder som religion, filosofi og kunst. Meget af materialet her er blevet normgivende for europæisk kultur. Tekstlæsningen giver først og fremmest en grundig indføring i verdenslitteratur som Homer, græske tragedier, Platon og Aristoteles. Dette giver videre muligheden for at forfølge den antikke litteraturs indflydelse op gennem århundrederne og genfinde og påpege denne i nutidige tankesæt og forståelsesrammer.
De klassiske studier ved Syddansk Universitet har som særlig profil samspillet mellem sprog, litteratur og det arkæologiske materiale. Uddannelsen giver først og fremmest en solid indføring i disciplinerne, der nævnes nedenfor, men der gives også mulighed for at fordybe sig i særligt udvalgte interesseområder.
NB! Hvis du har centralt fag inden for biologi, matematik, datalogi, fysik, idræt, kemi eller samfundsfag og har valgt eller tænker på at vælge oldtidskundskab som tilvalg, skal du være opmærksom på, at tilvalget på kandidatuddannelsen vil blive udvidet med 30 ECTS. Dette medfører, at din kandidatuddannelse bliver på i alt 2½ år (150 ECTS). Studietidsforlængelsen på 30 ECTS er SU-berettiget.