Historie handler om fortiden - eller hvad?
Den italienske filosof og historiker, Benedetto Croce, sagde, at "al historie er samtidshistorie", og den erkendelse er fundamental, fordi det betyder, at historie som fag er vigtigt for at forstå vor egen tid.
Studerer fortiden for at forstå nutiden
Derfor læser vi ikke bare bøger for at vide noget om gamle dage, men nok så meget for at forstå og kritisere, hvordan historikere og historiske personer gennem tiderne har forstået og skrevet om deres samfund og deres fortid.
Meget læsestof
Historie er et stort læsefag, som til gengæld lærer dig at læse og vurdere historisk litteratur på en ny og kritisk måde. Men det er ikke gjort med at læse. Historie formidles også via film, TV, internettet, skønlitteratur og computerspil, og derfor bruger vi også noget af tiden på at lære at analysere den type medier.
Lær at overskue sammenhænge
På Historiestudiet får du overblik over og bliver i stand til at systematisere store stofmængder, mens kritisk analyse af kilder og litteratur vil hjælpe dig til at trænge ned i mere specielle emner. Et af fagets styrker er netop, at du lærer at overskue sammenhænge, samtidig med at du får kendskab til det mere specifikke. Du kommer til at arbejde selvstændigt med mængder af kilder og historisk litteratur om emner, som i vid udstrækning er selvvalgte. Gennem opgaver og mundtlige oplæg vil du blive trænet i at "producere" historie, fordi det er vigtigt, at du kan formidle din viden.