Den europæiske kultur bygger på antikkens kultur. Sproget, vores måde at tænke på, vores normer, vores kunstopfattelse og meget andet er præget af den litteratur og kunst, der blev skabt i oldtidens Grækenland og Rom.
Græsk er et af de tre tilvalg: græsk, latin, oldtidskundskab, hvor man beskæftiger sig med antikkens sprog og kultur.
I græsk beskæftiger man sig med litteraturgenrer, med emner som religion, filosofi og kunst, der er blevet normgivende for europæisk kultur. Hertil kommer det græske sprogs betydning for begrebsapparatet i de europæiske sprog. Arbejdet med teksterne giver først og fremmest oplevelsen af at kunne læse verdenslitteratur som Homer, græske tragedier, Platon og Aristoteles på originalsproget og videre muligheden for at påvise antikkens indflydelse på nutidige tankesæt og forståelsesrammer.
De klassiske studier ved Syddansk Universitet har som særlig profil samspillet mellem sprog, litteratur og det arkæologiske materiale. Uddannelsen giver først og fremmest en solid indføring i disciplinerne, der nævnes nedenfor, men der gives også mulighed for at fordybe sig i særligt udvalgte interesseområder.
NB! Hvis du har centralt fag inden for biologi, matematik, datalogi, fysik, idræt, kemi eller samfundsfag og har valgt eller tænker på at vælge græsk som tilvalg, skal du være opmærksom på, at tilvalget på kandidatuddannelsen vil blive udvidet med 30 ECTS. Dette medfører, at din kandidatuddannelse bliver på i alt 2½ år (150 ECTS). Studietidsforlængelsen på 30 ECTS er SU-berettiget.