Formålet med uddannelsen er at give den studerende en grundlæggende introduktion til og kompetence indenfor designkulturel teori, metode og analyse, herunder en introduktion til kultur- og oplevelsesøkonomi.
Du lærer at arbejde analytisk inden for områderne produktdesign (møbeldesign, keramik, belysningsarmaturer, elektroniske apparaturer, interiør, mode, mm.) og får en introduktion til områder som grafisk design, industrielt design, arkitektur og byplanlægning.
Hvad kan du forvente af uddannelsen?
- Du bliver fra dag et kastet ud i praktiske øvelser, hvor du skal indgå i grupper, der skal arbejde med konkrete cases.
- Du udvikler forståelse for formgivningens historiske, sociale, symbolske, æstetiske og økonomiske betydning og værdi i dagligdagens materialkultur
- Du får analytiske redskaber til at beskrive forskellige typer af designobjekter og deres ’livscyklus’ i det kulturelle kredsløb mellem idefase, produktion, forbrug, repræsentation og identitetsskabelse
- Du får kompetencer til at forfølge formgivningsmæssige problemstillinger i en kulturøkonomisk sammenhæng
Hvad forventer vi af dig?
- Du brænder efter at beskæftige dig med design på et akademisk niveau
- Du har lyst til at deltage i studenterteams som en del af undervisningen og eksamen
- Du er interesseret i at kombinere teoretisk viden med konkrete analyser af design