Bliv en del af udviklingen
Vil du være med i den rivende udvikling, der sker inden for computerverdenen, hvad enten det nu drejer sig om computerspilsprogrammering, bioinformatik, databaser, algoritmer, operativsystemer, supercomputere eller webteknologi?
Og vil du have en IT-uddannelse, som ikke forældes bare fordi nogen introducerer et nyt programmeringssprog eller et nyt interface?
Er svaret på de to spørgsmål ja, så er datalogistudiet ved SDU et indlysende valg for dig.
En bred uddannelse
Datalogistudiet giver et bredt kendskab til informationsteknologi med fokus på algoritmiske teknikker, der er grundlaget for udvikling af effektive og sikre moderne software-løsninger. Og med betoning af principper, som også holder i næste årti.
En blanding af teori og praksis
I den obligatoriske del af uddannelsen får du et indgående kendskab til både praktiske emner, som for eksempel programmeringssprog, og teoretiske emner som for eksempel karakterisering af, hvad grænserne er for, hvad der overhovedet kan beregnes. I den senere del af uddannelsen er der en høj grad af valgfrihed, hvor du får mulighed for at specialisere dig efter eget valg.
Højeste internationale standard
Uanset hvordan du specialiserer dig er der visse ting fra andre fag, f.eks matematik, som du skal have med, simpelt hen fordi de styrker uddannelsen af datalogiske eksperter af højeste internationale standard.
På en række forsknings- og anvendelsesområder er grænsen mellem fagene datalogi og matematik meget svær at se, og vi har i Odense valgt at betone dette ved at placere de to fag på samme institut. Det betyder meget fine samarbejdsmuligheder for de ansatte forskere og undervisere, og for dig som student betyder det, at du efter første års obligatoriske program frit kan skifte mellem datalogien og matematikken som centralt fag.
På denne måde bliver optagelsesområdet datalogi særlig attraktivt for dig, hvis du finder begge fagene interessante, men endnu ikke ved, hvilket du vil lægge mest vægt på.
Dataloger findes på alle niveauer i virksomheder lige fra programudviklere til projektledere og chefer for software-afdelinger eller firmaer.