På bacheloruddannelserne Idræt & Sundhed, Medicin og Klinisk Biomekanik skal man have et gennemsnit på 6,0 eller derover efter 7-trins-skalaen i den adgangsgivende eksamen for at kunne deltage i optagelsesprøver i kvote 2. Gennemsnittet på 6,0 er uden hurtigstartsbonus (1,08 bonus), som udelukkende tildeles i kvote 1.
På denne side kan du læse om, hvilke forhold der har betydning for vurderingen af dispensationsansøgninger fra minimumskravet.
Der er ikke noget standardskema til ansøgning om dispensation. Du skal i din dispensationsansøgning redegøre for, hvad du søger dispensation fra og med hvilken begrundelse.
Afgørelser på dispensationsansøgninger træffes på baggrund af en individuel og konkret faglig vurdering af den enkelte ansøgning.
Idræt & Sundhed:
Du skal selv skrive en dispensationsansøgning på ca. 1 A4-side og vedlægge relevante bilag. Du skal desuden vedlægge et CV med relevante oplysninger (max. 2 sider). Ved et relevant CV forstås en opsummering af de erfaringer, kvalifikationer og kompetencer, som du har opnået gennem aktiviteter med relevans for studiet i Idræt og Sundhed.
Følgende forhold har betydning for vurderingen af dispensationsansøgninger:
1. Særlige forhold i forbindelse med adgangsgivende eksamen. Særlige forhold kan være fysisk handicap, længerevarende sygdom, ord- eller talblindhed eller dødsfald i nærmeste familie.
2. Opnåelse af den nødvendige studiekompetence på anden vis:
A) fx hvis ansøgeren har en sundhedsfaglig baggrund eller anden type bacheloruddannelse
B) fx hvis ansøgeren har suppleret i et eller flere af de specifikke adgangskrav
(Dansk A, Engelsk B, Matematik B og Fysik B) med gode resultater.
C) fx hvis ansøgeren har kompetencer/kvalifikationer fra andre områder, herunder eksempelvis:
- undervisning indenfor idræt og sundhed
- instruktør/trænererfaring
- ophold på idrætshøjskole
- erhvervserfaring fra andre områder
I vurderingen vægtes det samlede omfang af ovenstående
D) fx hvis ansøger har eksamen i Idræt B-niveau (og har opnået karakteren 7 eller derover)
3. Det er muligt at give en betinget dispensation, hvis ansøgeren er i gang med at supplere, men der kan ikke gives betinget dispensation med en af ovenstående begrundelser.
Begrundelsen for at give betinget dispensation er, at det vurderes, at ansøgeren er i gang med at forbedre sin studiekompetence tilstrækkeligt ved at supplere i et eller flere af de specifikke adgangskrav.
4. Dispensationsansøgningens udformning, herunder i hvilken grad ansøger viser, at vedkommende har sat sig ind i og har søgt information om studiet Idræt og Sundhed.
Der er altid tale om en helhedsvurdering af ansøgeren.
Medicin og Klinisk Biomekanik:
Du skal selv skrive en dispensationsansøgning på ca. 1 A4-side og vedlægge relevante bilag.
Følgende forhold har betydning for vurderingen af dispensationsansøgninger:
1. Særlige forhold i forbindelse med adgangsgivende eksamen. Særlige forhold kan være fysisk handicap, længerevarende sygdom, ord- eller talblindhed eller dødsfald i nærmeste familie.
2. Opnåelse af den nødvendige studiekompetence på anden vis:
A) fx hvis ansøgeren har en sundhedsfaglig baggrund eller anden type bacheloruddannelse
B) fx hvis ansøgeren har suppleret i flere af de specifikke adgangskrav (Dansk A, Engelsk B, Matematik A, Kemi B og Fysik B) med gode resultater.
3. Det er muligt at give en betinget dispensation, hvis ansøgeren er i gang med at supplere, men der ikke kan gives dispensation med en af ovenstående begrundelser.