Hvis du søger ind på en uddannelse senest 2 år efter, du er blevet student, får du justeret dit eksamensgennemsnit ved at gange med 1,08. Vi kalder det for "hurtigstartbonus".
Hurtigtstartbonus tildeles udelukkende i kvote 1
Hvis du skal have justeret dit gennemsnit i 2013 skal du altså være student fra 2011 eller 2012.
Er du student fra 2010 eller senere, kan du søge dispensation, hvis du er blevet forhindret i at søge ind. En ansøgning om dispensation imødekommes, hvis den er begrundet i et af følgende forhold:
- værnepligtstjeneste, herunder tjeneste på værnepligtslignende vilkår
- uddannelse med henblik på, samt udsendelse som led i, forsvarets internationale operationer.
- længerevarende sygdom
- pasning af nærtstående, som er handicappede, alvorligt syge eller døende.
- barsel eller adoption
Det er op til dig at dokumentere, at betingelserne for fristforlængelse er opfyldt. Forlængelse af fristen gives med hele ansøgningsår. Et eksempel: En ansøger, der har taget sin studentereksamen i 2010, og i 2011 har aftjent værnepligt og været udsendt som led i forsvarets internationale opgaver, får dispensation fra reglen, således at hendes eksamensgennemsnit også i 2013 bliver tillagt bonus.
Husk at hurtigstartsbonus kun gælder i kvote 1 vurderingen af ansøgningen, og at den udelukkende har betydning ved ansøgning til de uddannelser, hvortil der er adgangsbegrænsning.