Karrierespots - læs om de spændende og udfordrende opgaver færdige cand.it'ere arbejder med!
______________________________________________
Anja Jakobsen, konsulent i E-bank, Jyske Bank.
Uddannelse 
Jeg har en BA i Engelsk og blev færdig som cand.it i webkommunikation i 2006. Jeg oplevede ikke, at der var mangel på stillinger at søge som færdiguddannet humanistisk akademiker, som jeg ellers synes der på daværende tidspunkt blev talt meget om i medierne. Jeg var så heldig, at jeg fik det første job, jeg søgte som IT-konsulent i Jyske Bank.
Jobbet
Jeg fik jobbet blandt 100 andre ansøgere, hvoraf vi var tre til samtale. Stillingen var meget bredt defineret, men jeg blev klart valgt ud, fordi jeg havde en humanistisk IT kandidat-uddannelse. Som IT-konsulent indgår jeg som bindeled mellem IT og forretning, jeg skal kunne tale med og forstå både programmører og vores brugere. I den afdeling hvor jeg sidder, udvikler vi netbankerne og hjemmesiderne.
Kompetencer
De kompetencer, som jeg har opbygget gennem min studietid, bliver udnyttet hver dag. Som bindeled mellem IT og forretningen er jeg glad for, at jeg på studiet har tilegnet mig viden både omkring programmering og omkring organisationskommunikation.
Jeg bruger meget min viden omkring brugervenlighed i mit job, og forsøger at medvirke til en øget inddragelse af brugerne i udvikling af nye programmer. Derudover bruger jeg meget tid på skriftlig formidling af forskellig teknisk art, hvor jeg kan mærke, at jeg er godt klædt på fra studiet. Jeg føler også, at jeg bidrager med nye og anderledes tilgange til opgaveløsningen, fordi jeg er vant til fra studierne at skulle tænke kreativt og abstrakt i søgningen efter den bedste løsning.
______________________________________________
Elisabeth Walbom, AC-stabsmedarbejder, ledelsesgang N, Århus Universitetshospital, Risskov
Uddannelse
Jeg er BA i Nordisk Sprog og Litteratur og Faglig Formidling fra Aarhus Universitet. Jeg færdiggjorde min cand.it. i webkommunikation i september 2006.
Jeg har erfaret, at med så bred en uddannelse som cand.it, er søgegrundlaget for stillinger enormt bredt og spænder fra meget it-teknologirelaterede stillinger til de mere administrative og kommunikationsrettede. Jeg startede som IT-konsulent i et mindre softwarefirma, men skiftede hurtigt til en mere kommunikationsrettet og administrativ stilling. Jeg er nu ansat som AC-stabsmedarbejder på en ledelsesgang på Århus Universitetshospital, Risskov, hvor mine arbejdsopgaver varierer i så høj grad, at jeg kan trække på alle mine kompetencer.
Kompetencer
Jeg fungerer som webmaster for afdelingens intranet, der bruges af 250 ansatte. Jeg fik helt frie hænder til at opbygge og vedligeholde intranettet fra start og i den forbindelse har min cand.it-uddannelse i webkommunikation været uundværlig. Særligt evnen til at forstå teknologien bag og principperne for webkommunikation har hjulpet mig, og jeg anvender dagligt min viden om brugervenlighed, målgruppe- og teksttilpasning.
Derudover arbejder jeg med mange administrative opgaver, hvor en høj grad af selvstændighed og systematik er vigtig. Jeg skriver afdelingens nyhedsbreve, stillingsopslag og diverse andre publikationer, som jeg formidler via nettet.
Alt i alt er både min BA og min cand.it grundlaget for, at jeg kan udføre de arbejdsopgaver, jeg bliver stillet over for.