Mange muligheder
Spanskstudiet er bredt og giver mange muligheder for jobs både i det private erhvervsliv og i offentligt regi.
Tidligere var spansk-studiet primært rettet mod undervisning på forskellige niveauer og mod forskning. I dag er det dog ca. halvdelen af alle humanister, som arbejder i erhvervslivet eller i andre offentlige sektorer end undervisningssektoren.
Spansk-uddannede kandidater kan således få arbejde inden for eksempelvis:
· undervisning
· journalistik
· turisme
· marketing
· på bogforlag
· på humanitære hjælpeprojekter
· i kommunikationsafdelinger
· i offentlige institutioner (f.eks. ambassader).
Undervisningskompetence og pædagogikum
For at opnå faglig kompetence til at undervise på de gymnasiale uddannelser kræves en 5-årig cand.mag. uddannelse bestående almindeligvis af et centralt fag og et tilvalg. Begge fag skal være undervisningsfag i gymnasiet. For at du kan opnå endelig undervisningskompetence, kræver det desuden et pædagogikum, som tages, når du er blevet ansat.
Pædagogikum er en étårig videreuddannelse, der supplerer den faglige kompetence fra din universitetsuddannelse med en pædagogisk kompetence. Man søger en almindelig, fast stilling, og tager som udgangspunkt sit pædagogikum inden for det første år i jobbet. Fastansættelsen er betinget af, at du består pædagogikum, som skal gennemføres i alle fag. Hvis skolen ansætter en lærer uden pædagogikum som årsvikar eller timelærer, kan det kun ske for et år ad gangen og efter opslag.
Du kan finde yderligere information om pædagogikum på Gymnasieskolernes Lærerforenings hjemmeside.