Spansk er et af verdens største sprog, og med den hurtige vækst i antallet af spansktalende verden over, vil der i stigende grad blive brug for medarbejdere med kompetencer inden for spansk.
Derfor vil der i de kommende år også være god brug for kandidater med stort kendskab til spansk sprog og kultur.
Kandidatuddannelsen i Spansk og Spanskamerikanske Studier bygger videre på den opnåede viden fra bacheloruddannelsen i spansk; her ligges dog i højere grad vægt på en større selvstændighed med hensyn til at arbejde med stoffet end tilfældet var på bachelorstudiet. På kandidatdelen har du flere muligheder for at vælge fag, som interesser dig eller inden for et område, der optager dig særligt (f.eks. et bestemt land i Latinamerika, en historisk begivenhed i Spanien, formidling eller oversættelse af spansksproget litteratur).
I løbet af den 2-årige kandidatuddannelse vil du lære at forstå og formidle viden om fænomener inden for den spansksprogede verden på et højt fagligt niveau - både på spansk og dansk - ud fra fagenes videnskabelige teorier og metoder. Den kulturelle forståelse for de spansktalende lande i mange af dets afskygninger (sprog, litteratur og historie) og studiets kontrastive tilgang ved at sammenligne dansk og spansk - alt sammen elementer som bacheloruddannelsen har haft som udgangspunkt - vil blive udbygget betydeligt på kandidatdelen.
Kandidatuddannelsen i Spanske og spanskamerikanske studier på Syddansk Universitet er kendetegnet ved et højt fagligt niveau både hvad angår teori og metode, idet undervisningen baseres på den forskning underviserne arbejder med inden for litteratur, kultur, historie og sprogvidenskab. På kandidatuddannelsen sættes endnu mere fokus på den sproglige kompetence - såvel praktisk som teoretisk.
Jobmuligheder
Med en kandidatuddannelse i spansk kan du få job inden for uddannelsessektoren, eksempelvis som gymnasielærer eller som underviser og forsker på universitetsniveau, som lærebogsforfatter eller som sprogunderviser i erhvervslivet. Du kan også arbejde som oversætter, tekster på tv, tolk, kommunikationsmedarbejder eller projektkoordinator inden for de humanitære hjælpeorganisationer. Da spansk er et fag i den gymnasiale sektor får du endvidere faglig kompetence til at undervise inden for dette område.
En kandidatuddannelse kvalificerer endvidere til en forskerkarriere idet den er en forudsætning for et ph.d. forløb.