Religion og kultur
Mange steder er religion og kultur to sider af samme sag
Religionsstudiet har givet mig et rigtigt godt grundlag for at deltage i debatter, en god basis for mine holdninger og en kritisk stillingtagen, siger Lise Andersen, der læser religion på 3. årgang. Hendes interesse for faget stammer blandt andet tilbage fra gymnasiet og fra et højskoleophold. Lise fortæller, at det også var berøringsfladen med fagområder som sociologi, antropologi og historie, der fik hende til at vælge religionsstudiet.
Alle kender alle
Vi var det første hold, der startede på grundfaget i religion i Odense, så vi er stadig et ret lille studium. Det giver en vis tryghedsfornemmelse, at alle kender alle, og at underviserne ved, hvem man er, når man møder dem på gangene. Derfor får man også hurtigt en stærk tilknytning til faget, og man bliver nærmest tvunget til at engagere sig, siger Lise.
Mulighed for indflydelse
At det hele er så nyt, betyder også, at vi som studerende faktisk har stor indflydelse på, hvordan vores studium skal udforme sig fremover. Rammerne er stadig ikke helt fastlagte, og der er ikke den der "sådan har vi altid gjort, og det bliver vi ved med-stemning", her er virkelig meget nytænkning. Blandt andet er der ved at blive etableret et samarbejde med journaliststudiet med henblik på studier i religion i den offentlige debat og for at træne os studerende i selv at formidle religion, fortæller Lise.
En god diskussion
Vi lægger meget vægt på at diskutere spørgsmålet om, hvilken rolle religion spiller i samfundet i dag, og hvordan holdningen til religion er, afslutter Lise, der synes, kulturperspektivet er den mest spændende del af religionsstudiet. Netop i forbindelse med kulturmøder, der jo er en hverdagsbegivenhed i det multietniske samfund, betyder det meget, at man forstår de enkelte kulturers religiøse baggrund, da religion og kultur mange steder er to sider af samme sag.
Lise Andersen, Religionsstuderende
_______________________________________________
Jeg er fascineret af, at et gammelt fænomen som religion stadigvæk kan spille en så vigtig rolle i vores hverdag – også mere end vi nogle gange er klar over.
Småt, men godt
På Syddansk Universitet synes jeg, nærheden er det vigtigste aspekt. Og størrelsen – at Center for Religion ikke er så stort. Det er vigtigt for mig personligt, fordi jeg synes, det giver en tryghedsfornemmelse. Når man kommer fra gymnasiet og skal læse på universitetet, er der en masse usikkerhed omkring, hvordan det hele foregår. Her kender man de fleste og bliver ligesom fulgt lidt på vej. Der er altid nogen, man kan henvende sig til, og det kan jeg godt lide.
Ingen stor omvæltning
Undervisningsformen er meget klassebaseret og minder jo som sådan om gymnasieundervisning. Og der havde man måske nogle forventninger om at komme ind og sidde i nogle auditorier med flere hundrede andre studerende. Men det er egentlig meget baseret på en underviser og så noget feedback og diskussion.
Samspil mellem fortid og nutid
Her på Syddansk Universitet studerer og bruger vi religion i nutiden. Selvfølgelig er man nødt til at beskæftige sig med religion i fortiden for at forstå den i nutiden, men det er et meget vigtigt aspekt her, at vi drager paralleller op til nutiden – og det er også det, der er med til at gøre det så spændende.
Søren Meldgaard, Religionsstuderende