Kandidatuddannelsen i Religionsstudier udgør sidste led i den fuldt udbyggede uddannelse i Religionsstudier. Her udvider du din viden om faget gennem fordybelse - blandt andet i selvvalgte områder.
På uddannelsens kandidatdel er det muligt at tone uddannelsen ved at vælge den ene af to retninger:
· fokus på det historisk-komparative studie af religioner i fortid og nutid
· fokus på nutidsreligion og religionens relationer til aktuelle samfundsmæssige, politiske og kulturelle forhold og emner.
Begge retninger er både praktisk og teoretisk orienteret og giver derfor et bredt kendskab til religionsstudiet. Du får eksempelvis et solidt og fagligt overblik over og indgående kendskab til de aktører, der er i den offentlige debat, når det drejer sig om religion.
På kandidatuddannelsen i Religionsstudier står undervisning om religionsvidenskab og religionsdidaktik også centralt ligesom også andre former for formidling af religion og viden om religion, i eksempelvis nyhedsmedier, sociale medier og populærkultur inddrages.
Der lægges særlig vægt på, at man selv deltager aktivt i undervisningen, både fordi man derved lettere bliver i stand til at beherske religionsvidenskabelige tankegange og arbejdsformer og fordi det forventes at man som kandidat i religion selvstændigt kan træffe fagligt begrundede beslutninger og bl.a. forestå forskningsarbejde.
Jobmuligheder
En kandidatuddannelse i Religion giver en række forskellige jobmuligheder afhængigt af, hvordan den er sammensat. Der er eksempelvis mulighed for at undervise i de gymnasiale uddannelser, i højskolesektoren og på voksenuddannelser.
Der vil også være jobmuligheder i andre former for kulturformidling eller som rådgiver, konsulent, personaleleder m.v. inden for private virksomheder og offentlige institutioner. Cirka halvdelen af de færdiguddannede kandidater finder job inden for staten, 25 pct. i det private og 25 pct. er beskæftigede i det offentlige.