På kandidatuddannelsen i pædagogik foregår undervisningen som holdundervisning og studenteroplæg, iblandet gruppearbejde med cases og mindre øvelser. Der er i øjeblikket 9 undervisningstimer i gennemsnit fordelt på to dage om ugen.
I første semester får du det vidensteoretiske fundament, og som studerende introduceres du for vidensformer med betydning for videnskabelse og innovation samt for teorier om professioner og uddannelse i en samfundsmæssig kontekst.
I andet semester studerer du grundlæggende teorier om læring samt kommunikationsteori og interkulturel pædagogik, således at du opnår faglige kompetencer til at kunne arbejde pædagogisk med uddannelse og læring.
I tredje semester får du mulighed for at kvalificere dig til at kunne udføre forsknings- og udviklingsarbejde ved at få indsigt i forskellige forskningsmetodikker. Samtidig specialiserer du dig i et valgfag med relevans for pædagogik. I øjeblikket udbyder studienævnet for Pædagogik valgfag i organisation og ledelse samt didaktik og faglighed.
I stedet for valgfag på 3. semester er der mulighed for praktik, som efter nærmere retningslinier kan erstatte valgfaget.
Endelig får du gennem 4. semesters speciale mulighed for individuelt at specialisere dig inden for det pædagogiske felt, som interesserer dig mest.
Studiemiljø
I begyndelsen af første semester etableres der studiegrupper blandt de studerende. De studerende har adgang til fagrådslokale, gruppelokale samt et lille læselokale sammen med studerende fra religion og filosofi. Der er ansat en faglig vejleder, som er behjælpelig med spørgsmål af studiemæssig karakter.
Vi afholder studie-miljø-dage, som er fælles for alle studerende. Her drøftes ideer til udvikling af studiemiljøet, hvilket bl.a. har resulteret i en fælles organisation på Blackboard, som er åben for alle studerende, undervisere, ph.d. studerende, masterstuderende og andre med interesse for pædagogik. Studienævnet har desuden bevilget ressourcer til etablering af en foredragsforening, som ligeledes er i en opstartfase.
BA i Interkulturel pædagogik er endeligt godkendt som ny bacheloruddannelse, og de kommende studerende herfra vil også fra efteråret 2011 kunne indgå i det fælles studiemiljø på Pædagogik.