Optagelsen til Eliteuddannelsen i interdisciplinære naturvidenskabelige studier forudsætter, at du som studerende har en naturvidenskabelig bachelorgrad fra et dansk eller udenlandsk universitet. Bacheloruddannelser i idræt, geologi og geografi er ikke adgangsberettigede. Derudover er der følgende adgangsbetingelser:
a) Sprogkrav:
Ansøgere skal kunne fremvise dokumentation for et engelsk sprogniveau svarende til en IELTS-test på 6,5 (eller engelsk niveau B fra gymnasiet). Læs mere under de engelske sprogkrav for Degree Students på denne side
b) Du skal sammen med din ansøgning om optagelse aflevere en foreløbig projektbeskrivelse af det senere speciale (ca. 2 sider)
I forbindelse med ansøgningen om optagelse vil du blive indkaldt til en forventningsafstemmende samtale, hvor studieforløbet for kandidatuddannelsen vil blive diskuteret. Vi gør opmærksom på, at da dette er en elitekandidatuddannelse, forventes det, at dine karakterer ligger i den øvre ende af karakterskalaen (den adgangsgivende uddannelse bør være bestået med et simpelt gennemsnit på 9,5 (svarende til B på ECTS-skalaen). Ved simpelt gennemsnit forstås, at samtlige karakterer lægges sammen og divideres med antallet. Gennemsnittet beregnes på baggrund af alle karaktergivende eksaminer på bachelorbeviset).
Såfremt der er flere ansøgere end pladser, vil ansøgere blive udvalgt på baggrund af en optagelsesprøve. Optagelsesprøven til være todelt, indeholdende en multiple choice test og et interview.
Multiple choice testen vil omfatte spørgsmål, der tester inden for tre områder - kvantitativt, kritisk og sprogligt ræsonnement.
Interviewet vil være struktureret på en sådan måde, at følgende emner testes af
- motivation
- personlig integritet og samarbejde
- kognitiv formåen
- kommunikation og etik
Ansøgere udvælges efter hvor høj score, de har opnået sammenlagt i begge test.
Du skal medsende følgende, når du søger om optagelse:
a) Dokumentation for bestået bacheloruddannelse eller eksamensudskrift inkl. eksamenstilmeldinger. Vi anbefaler, at du kun søger ind på elitekandidatuddannelsen i interdisciplinære naturvidenskabelige studier, hvis du har bestået den adgangsgivende uddannelse med et gennemsnit på mindst 9,5 (svarende til B på ECTS-skalaen)
b) Et engelsk sprogniveau svarende til en IELTS-test på 6,5 (eller engelsk niveau B fra et dansk gymnasium)
c) En foreløbig projektbeskrivelse af det senere speciale (ca. 2 sider)
d) Dokumentation for skriftligt akademisk arbejde (fx bachelorprojekt, artikel, essay el.lign., eller alternativt en sammenfattende rapport (max 20 sider))
e) En motiveret ansøgning med udgangspunkt i tidligere akademisk arbejde, indeholdende refleksioner over dit påtænkte tværfaglige samarbejde
Optagelse finder sted på baggrund af en helhedsvurdering af ovenstående. Ansøgningsfristen for optag 1. september vil være 1. maj. Der optages maksimalt 20 studerende på uddannelsen.