Kandidatuddannelsen i Nanobioscience er en bred uddannelse i krydsfeltet mellem Kemi, Fysik, Bioteknologi og Nanovidenskab. Uddannelsen er solidt videnskabeligt funderet og giver dig en bred vifte af beskæftigelsesmuligheder inden for blandt andet forskning og udvikling i industrien eller på universiteter i Danmark eller i udlandet.
På kandidatuddannelsen i nanobioscience tager du kurser inden for:
- Nanokemi
- Spektroskopi
- Termodynamik
- Molekylmodellering
Du gennemfører også et tværfagligt forløb inden for nanobioscience. Herunder stifter du bekendtskab med de nyeste eksperimentelle teknikker og emner inden for nanobioscience og nanoteknologi. Herudover kan du tone dit studium med en række valgfrie fag.
Som afslutning laver du et speciale i Nanobioscience, hvor du typisk bliver tilknyttet en forskningsgruppe ved enten Institut for Fysik og Kemi (IFK) eller Institut for Biokemi og Molekylær Biologi (BMB), men det kan naturligvis også laves med eksterne samarbejdspartnere i f.eks. industrien.
Forskning på Institut for Fysik og Kemi
Instituttet dyrker grundvidenskabelig forskning inden for en bred vifte af emner fra Fysik og Kemi til beslægtede discipliner, fx Biofysik og Nanobioscience. Teori, computerberegninger og eksperimenter bringes i spil for at skabe nye resultater og teknikker til gavn for både naturvidenskab og teknik.

Institut for Fysik og Kemi har fire overordnede forskningsenheder:
Instituttet er blandt verdens førende i forskning inden for modificeret DNA samt forskning i fysik af biomembraner, der vil hjælpe os til at aflevere medicin målrettet til syge celler i kroppen. Institut for Fysik og Kemi har derudover flere af Europas kerneaktiviteter inden for arbejde med kemiske og fysiske metoder til efterligning af fundamentale livsprocesser.
Forskeruddannelsen
Kandidatuddannelsen i Nanobioscience kan udbygges med en forskeruddannelse og en ph.d.-grad. Den 3-årige ph.d.-uddannelse er bygget op omkring et forskningsprojekt, og undervejs følger du også videregående kurser og underviser yngre studerende.
Nanobioscience med profil
Du kan vælge at rette din kandidatuddannelse i Nanobioscience mod det område, du synes er mest spændende, ved at kombinere din uddannelse med en modulprofil. På den måde kan du specialisere din uddannelse inden for et bestemt erhvervsområde.
Forskning
På kandidatuddannelsen i Nanobioscience med modulprofil i forskning får du mulighed for at fordybe dig i højaktuelle emner og gennemføre dine egne forskningsprojekter. Uddannelsen giver dig en god baggrund for at håndtere komplekse problemstillinger, som er relevant i mange forskellige typer af jobs.
Medier og kommunikation
Du har mulighed for at skræddersy dit studium ved at vælge kandidatuddannelsen i Nanobioscience med modulprofilen i medier og kommunikation, hvor du kombinerer Nanobioscience med blandt andet journalistiske fag.
Innovation og erhverv
Du kan også supplere dine kompetencer inden for Nanobioscience med viden om udviklingsarbejde, patenteringer og erhvervsorganisation med henblik på fremtidigt arbejde med udvikling og innovation inden for erhvervsmæssige miljøer. Her kan du kombinere din uddannelse med den mere forretningsrettet modulprofil Innovation og erhverv, hvor du får undervisning i virksomhedsudvikling og ledelse.
Et helstøbt studiemiljø
Som studerende på Syddansk Universitet bliver du en del af et levende studiemiljø. Din hverdag vil være præget af stor faglighed, og du kan se frem til mødet med studerende og forskere fra en lang række fagområder. Men et universitetsstudium består af meget andet end kurser, fag og forelæsninger. Gode venner, netværk og et levende studiemiljø er med til at skabe sammenhæng mellem det faglige og det sociale.