Kandidatuddannelsens indhold
Kandidatuddannelsen i medievidenskab giver dig teoretiske, analytiske og produktionsmæssige færdigheder i at arbejde på ledende niveau med områder inden for medier. Uddannelsen inddrager human-, samfunds- og naturvidenskabelige traditioner og perspektiver.
Forelæsninger, gruppearbejde og produktion
I løbet af uddannelsen vil du udvikle dine færdigheder inden for analyse, teori og produktion. Undervisning varierer mellem forelæsninger, gruppearbejde og produktion. De første to semestre er der holdundervisning, mens de to øvrige semestre afvikles mere selvstændigt i forbindelse med karrieremodul og et projektforløb samt specialeskrivning til sidst.
Der er på tredje semester mulighed for praktikophold (jf. karrieremodulet), men også udlandsophold.
Konvergens, audiovisuelle og digitale medier
Mediekonvergens er et nøgleord i forhold til medieuddannelserne ved Syddansk Universitet og omfatter derfor alle medier men med særligt fokus på audiovisuelle og digitale medier. Medieuddannelserne ved Syddansk Universitet tager udgangspunkt i ikke alene mediekonvergensen, men også et stigende behov for dybtgående kvalifikationer på det ekspanderende medieområde.
Kandidatuddannelsens konvergensprofil gør dig i stand til at udnytte skiftende jobmuligheder og foranderlige fagmiljøer, hvilket kendetegner behovet indenfor medier og IKT i disse år.
Her kan du læse om fagene på kandidatuddannelsen i Medievidenskab
Produktion, Mediemetode og –projektstyring I-II:
Kompetencen i at skabe medieoplevelser opnås gennem undervisning i praktisk produktion. I produktionsforløbet vil der blive lagt vægt på, at den studerende opnår viden og praktisk forståelse for valget af forskellige medieplatforme, receptionssammenhænge og konvergensbetingelser og muligheder for elektronisk medieproduktion. Disciplinen giver desuden redskaberne til at arbejde selvstændigt og realistisk med projektledelse, idet processen fra idé til mål gennemgås via teoretisk og case-orienteret litteratur.
Medieoplevelser:
Målet er at bibringe den studerende viden om moderne læringsteorier og bringe disse i anvendelse i relation til nye konvergensmedier. Disciplinen arbejder med både formel og uformel læring i tæt integration med teorier og metoder – samt konkrete cases – der sigter mod en forståelse af de æstetiske, narrative, diskursive og tværmediale muligheder, som nye konvergensmedier giver.
Medier, teknologi og samfund:
Undervisningens mål er at bevidstgøre den studerende om to samvirkende forhold i relation til digitaliseringen: dels den øgede divergens i mediebilledet og udviklingen af nye medietyper i kraft af konvergensen, dels de konstitutionelle betingelser, som moderne massemedier fungerer under, både som del af samfundsøkonomien og som del af samfundets offentlighed.
Brancheforståelse:
Dette fag giver den studerende indsigt i forskellige typer medievirksomheders organisatoriske, forretningsmæssige og branchemæssige forhold. I forløbet vil den studerende gennem kontakt til og i samarbejde med en medievirksomhed (f.eks. film- og tv-selskab, forlag, museum eller anden offentlig/privat informations- og kommunikationsvirksomhed) opbygge en forståelse for og viden om virksomhedstypens markedsbetingelser, herunder i særlig grad medieprodukternes livscykler og juridiske og rettighedsmæssige grundlag.
Valgfag:
Den studerende kan frit vælge mellem valgfag, som er fundet relevante og er godkendt af Studienævnet for Medievidenskab. Valgfagene kan således udbydes af såvel Studienævn for Medievidenskab som af andre studienævn. De kan ligeledes både være af teoretisk såvel som praktisk produktionsmæssig karakter.
Kreative mediestrategier:
Det overordnede mål i denne disciplin er at give indsigter og redskaber til at iværksætte, analysere, styre og evaluere kreative processer inden for medierelaterede projekter. De skal i undervisningen ikke som det primære udføre idéerne, men opnå viden om, hvordan man analyserer sig frem til at sætte de rette pædagogiske og organisatoriske rammer for en kreativ proces.
Projekt:
Disciplinen giver den studerende redskaber til at arbejde selvstændigt og branche-realistisk i forbindelse med ét eller flere projekter, som den studerende enten selvstændigt definerer og projekterer eller kobler sig på i forbindelse med en udbudt, fælles case. I disciplinen trækkes der og bygges videre på dels samfunds- og teknologiorienterede metoder og teorier og dels projektstyrings- og metodisk viden fra tidligere semestre.
Karrieremodul:
I 3. semester indgår et karrieremodul af en varighed på ca. 2 måneder. Dette modul kan være projektorienteret forløb i form af et praktikophold i en virksomhed eller organisation kombineret med et skriftligt arbejde. Det kan også være et projektorienteret forløb udført i samarbejde med et firma, en organisation eller en virksomhed, enten af skriftlig art eller af praktisk, empirisk og teknologisk art.
Speciale:
Specialet er en større skriftlig opgave, der giver den studerende mulighed for på egen hånd at fordybe sig i et emne inden for området medievidenskab og herigennem dokumentere sin evne til at anvende videnskabelig metode. Specialets emne vælges af den studerende i samråd med en af fagets faste undervisere, der fungerer som vejleder.