Kandidatuddannelsen i Medicinalkemi sigter mod en ansættelse i medicinalindustri eller anden lægemiddelorienteret virksomhed, hvor udvikling af nye lægemidler er i fokus. På uddannelsen supplerer du din grunduddannelse med en række kemiske fag som f.eks. spektroskopi og molekylmodellering, samt en række valgfag indenfor bl.a. organisk kemi som giver dig ekspertise indenfor medicinalkemi og udvikling af nye lægemidler. Du får også nogle sundhedsvidenskabelige fag inden for farmakologi og fysiologi. Denne del af uddannelsen er forankret på Institut for fysik og kemi (IFK).
Som afslutning på uddannelsen laver du et speciale inden for din specialisering i medicinalkemi eller biofarmaci, hvor du typisk bliver tilknyttet en forskergruppe ved Institut for Fysik og Kemi eller Institut for Biokemi og Molekylær Biologi. Specialet kan også laves med eksterne samarbejdspartnere i f.eks. industrien. Specialet har en varighed af et år og afsluttes med en rapport og et mundtligt forsvar.
Du har adgang til denne kandidatuddannelse med en bacheloruddannelse i lægemiddelvidenskab eller farmaci samt med en bacheloruddannelse i medicinalkemi, kemi med tilvalg i farmaceutisk biologi eller lignende.
Forskning på Institut for Fysik og Kemi
Instituttet dyrker grundvidenskabelig forskning inden for en bred vifte af emner fra fysik, kemi og farmaci til beslægtede discipliner, fx Biofysik og Nanobioscience. Teori, computerberegninger og eksperimenter bringes i spil for at skabe nye resultater og teknikker til gavn for både naturvidenskab og teknik.

Instituttet er blandt verdens førende i forskning inden for modificeret DNA samt forskning i fysik af biomembraner, der vil hjælpe os til at aflevere medicin målrettet til syge celler i kroppen. Institut for Fysik, Kemi og Farmaci har derudover flere af Europas kerneaktiviteter inden for arbejde med kemiske og fysiske metoder til efterligning af fundamentale livsprocesser. Læs nærmere om instituttets forskningsenheder.
Medicinalkemi med profil
Du kan vælge at rette din kandidatuddannelse i Medicinalkemi mod det område, du synes er mest spændende, ved at kombinere din uddannelse med en modulprofil, som giver dig mulighed for at specialisere din uddannelse inden for et bestemt erhvervsområde.
Forskning
På kandidatuddannelsen i Medicinalkemi med modulprofil i forskning får du mulighed for at fordybe dig i højaktuelle emner og gennemføre dine egne forskningsprojekter. Uddannelsen giver dig en god baggrund for at håndtere komplekse problemstillinger, som er relevant i mange forskellige typer af jobs.
Medier og kommunikation
Du har mulighed for at skræddersy dit studium ved at vælge kandidatuddannelsen i Medicinalkemi med modulprofil i medier og kommunikation, hvor du kombinerer Medicinalkemi med blandt andet journalistiske fag.
Innovation og erhverv
Du kan også supplere dine medicinalkemiske kompetencer med viden om udviklingsarbejde, patenteringer og erhvervsorganisation med henblik på fremtidigt arbejde med udvikling og innovation inden for erhvervsmæssige miljøer. Her kan du kombinere din uddannelse med den mere forretningsrettet modulprofil Innovation og erhverv, hvor du får undervisning i virksomhedsudvikling og ledelse.
Et helstøbt studiemiljø
Som studerende på Syddansk Universitet bliver du en del af et levende studiemiljø. Din hverdag vil være præget af stor faglighed, og du kan se frem til mødet med studerende og forskere fra en lang række fagområder. Men et universitetsstudium består af meget andet end kurser, fag og forelæsninger. Gode venner, netværk og et levende studiemiljø er med til at skabe sammenhæng mellem det faglige og det sociale.